NATO GENNEM 70 ÅR:
VEDVARENDE KRIG
DOKUMENTATION PRÆSENTERET AF CNGNN PÅ DEN INTERNATIONALE KONGRES PÅ 70 ÅRS DAGEN FOR NATO’S OPRETTELSE, FIRENZE, ITALIEN, 7. APRIL 2019
INDEX
1. NATO blev
født af Bomben
2. I
post-Kold-Krigstiden bliver NATO fornyet
3. NATO
ødelægger staten Jugoslavien
4. NATO
udvider mod øst til Rusland
5. USA og
NATO angriber Afghanistan og Irak
6. NATO
ødelægger staten Libyen
7. USA/NATO
krigen til ødelæggelse af Syrien
8. Israel og
Emiraterne i NATO
9. USA/NATO
orkestreringen af kuppet i Ukraine
10. USA/NATO
optrapning i Europa
11. Italien,
hangarskibet ved krigsfronten
12. USA og
NATO afviser FN traktaten og opstiller nye atomvåben i Europa
13. USA og
NATO sænker INF traktaten
14. Det
amerikanske imperium i Vesten spiller krigskortet
15.
USA/NATO’s planetariske krigssystem
16. Ud af
NATO’s krigssystem
1. NATO blev
født af Bomben
Begivenhederne,
der afstedkom NATO’s grundlæggelse, begynder, da USA kastede atombomberne over
Hiroshima og Nagasaki i august 1945, ikke for at besejre Japan endeligt, men
for at komme ud af anden verdenskrig med den størst mulige fordel, specielt
over Sovjetunionen. Det var muligt, fordi USA på den tid var det eneste land,
som havde atomvåben.
Blot en
måned efter bombningen af Hiroshima og Nagasaki, i september 1945, vurderede
Pentagon, at det ville kræve ca. 200 atombomber at besejre en fjende på størrelse
med USSR. 5. marts 1946 startede Winston Churchills tale om ”Jerntæppet”
officielt den Kolde Krig. Kort efter i juli 1946 udførte USA den første
atomprøvesprængning i Bikini atollen (Marshall øerne, Stillehavet) for at få
bekræftet atombombers effektivitet med hensyn til afrustning af en gruppe af
skibe og tusinder af forsøgskaniner. Mere end 40.000 amerikanske militære og
civile personer deltog i operationen, som omfattede over 250 skibe, 150 fly og
25.000 strålings detektorer.
I 1949
nåede det amerikanske atomvåben arsenal op på omkring 170 atombomber. På det
punkt havde USA helt sikkert nok bomber til at angribe Sovjetunionen inden for
ganske kort tid. Samme år mislykkedes imidlertid USA’s plan om at bevare dets
monopol på atomvåbenområdet. 29. august 1949 udførte Sovjetunionen dets første
atomprøvesprængning. Nogle få måneder tidligere, 4. april 1949, da Washington
vidste, at Sovjetunionen snart ville have atombomber og ville starte
atomvåbenkapløbet, oprettede USA NATO. Under den Kolde Krig omfattede Alliancen
under amerikansk kommando 16 lande: USA, Canada, Belgien, Danmark, Frankrig,
Vesttyskland, Storbritannien, Grækenland, Island, Italien, Luxemburg, Norge,
Holland, Portugal, Spanien, Tyrkiet. Gennem denne alliance fastholdt USA dets dominans
over europæiske allierede, hvor Europa blev brugt som frontlinje mod
Sovjetunionen.
Seks år
efter oprettelsen af NATO blev Warszawa pagten indgået 14. maj 1955, som
omfattede Sovjetunionen, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Polen, Østtyskland,
Rumænien, Ungarn og Albanien. (Warszawa pagten bestod fra 1955 til 1968.)
Da
atomvåben konfrontationen mellem USA og USSR begyndte, gik England og Frankrig,
begge medlemmer af NATO, over til også at udstyre sig selv med atomvåben. Den
første, der fulgte efter, var Storbritannien, som i 1952 udførte en
atomprøvesprængning i Australien. NATO’s fordel øgedes yderligere, da USA den
1. november samme år sprængte dets første brintbombe. I februar 1960 steg NATO
lande med atomvåben til tre, da Frankrig sprængte dets første atombombe i
Sahara.
Mens
atomvåbenkapløbet var i fuld gang, eksploderede missilkrisen på Cuba i oktober
1962. Efter den væbnede invasion af øen af CIA støttede landflygtige i april
1961 mislykkedes, besluttede USSR at forsyne Cuba med mellemdistance
ballistiske missiler. USA gennemførte søblokaden af Cuba og satte deres
atomvåbenstyrker i alarmberedskab. Over 130 interkontinentale ballistiske
missiler stod klar til affyring og 54 bombefly med atomvåben ombord blev lagt
til de 12 bombefly, som Strategic Air Command altid havde i luften 24 timer i
døgnet, klar til et atomvåben angreb. På det tidspunkt havde USA mere end
25.500 atomvåben, hvortil blev føjet ca. 210, mens USSR havde omkring 3.350.
Krisen, som førte verden på kanten af atomkrig, dæmpedes, da Sovjetunionen
besluttede ikke at opstille missilerne til gengæld for, at USA forpligtede sig
til at ophæve blokaden og respektere Cubas uafhængighed.
7. På samme
tid rykkede Kina nærmere erhvervelsen af atomvåben og sprængte i oktober 1964
dets første uranbombe og mindre end tre år efter dets første brintbombe.
Hånd i
hånd med det voksende arsenal udviklede Pentagon detaljerede operationelle
atomkrigs planer mod USSR og Kina. Et 800-siders dossier – offentliggjort i
2015 af USA’s Nationale Arkiver – indeholder en liste (indtil da klassificeret)
over tusinder af mål i USSR, Østeuropa og Kina, som USA forberedte sig på at
ødelægge med atomvåben under den Kolde Krig. I 1959, det år, hvortil “listen
med mål” refererer, havde USA mere end 12.000 atomsprænghoveder og briterne
havde 80, mens USSR havde omkring 1.000, og Kina havde ingen på det tidspunkt.
Da de havde bedre transportmidler (bombefly og missiler), anså Pentagon et
atomvåbenangreb for gennemførligt.
Paul
Johnstone, en atomkrigs planlægger og analytiker i Pentagon gennem to årtier
(1949-1969), har afsløret, at der i den Kolde Krigs tid blandt amerikanske
strateger var den overbevisning, at USA ville lide alvorlig skade og millioner
ville dø, men det ville fortsat eksistere som en velorganiseret og levedygtig
nation, og det ville sejre, mens Sovjetunionen ikke ville kunne gøre det samme.
Mellem sidst i 60’erne og begyndelsen af 70’erne havde USA omkring 9.000 atomvåben opstillet uden for dets territorium: omkring 7.000 i europæiske NATO lande og 2.000 i asiatiske lande (Sydkorea, Filippinerne, Japan). Foruden disse har de 3.000 våben ombord på ubåde og andre skibe, som kan afskydes når som helst fra fremskudte positioner mod Sovjetunionen og andre lande. USSR, som ikke havde nogen fremskudte baser uden for dets territorium tæt på USA (hvortil det dog kan nærme sig ved hjælp af atomubåde), forsøgte at bevise, at det i tilfælde af angreb kunne affyre et ødelæggende gengældesangreb. For at bekræfte dette blev en prøvesprængning foretaget 20. oktober 1961, den kraftigste brintbombe, der nogensinde var oplevet, 58 megaton “Zaren”, svarende til næsten 4.500 Hiroshima bomber, blev sprængt. Samtidig arbejdede Sovjetunionen på et rumvåben: et missil, der kunne ramme USA med et atomsprænghoved, hvis det blev sendt i kredsløb om Jorden.
Stående
over for denne svære situation foreslog USA Sovjetunionen en traktat om
fredelig brug af rummet. Således blev Traktaten om det ydre rum i januar 1967
underskrevet, som forbyder indsættelse af atomvåben i kredsløb om Jorden, på
Månen eller på andre himmellegemer eller at indsætte dem i det
extra-atmosfæriske rum overhovedet.
Straks
efter blev Ikke-sprednings traktaten (NPT) underskrevet i juli 1968. USA,
Storbritannien og Sovjetunionen støttede den, bekymrede over, at andre lande
ønskede at indgå i kredsen af atommagter. Artikel 1 fastsætter: ”Hver af de
militære atommagter forpligter sig til ikke at levere atomvåben til andre”.
Artikel 2 fastsætter: ”Hver af de ikke-atommagter, som er en part af traktaten,
forpligter sig til ikke at modtage, direkte eller indirekte, atomvåben eller
andre eksplosive atomlegemer fra andre, ej heller at have kontrol over sådanne
våben og eksplosive legemer”. Atommagterne forpligtede sig til at fortsætte
forhandlinger om en traktat, der fastslår generel nedrustning under
international kontrol (Artikel 6). Italien underskrev NPT i 1969 og ratificerede
den i 1975.
Mens USA, Storbritannien og Sovjetunionen forsøgte at forhindre andre lande i at blive optaget i atomklubben med ikke-sprednings traktaten, som i 1968 omfattede 5 medlemmer, infiltrerede et sjette land kredsen af atommagter, som det lykkedes for ikke blot at indtræde i kredsen, men, da det først var indenfor, officielt var usynlig: skyggegæsten er Israel. På det tidspunkt, hvor ikke-sprednings traktaten blev åbnet for underskrift i 1968, opstiller Israel hemmeligt dets første atomvåben. I 1970’erne og 1980’erne begyndte Sydafrika, Indien og Pakistan også at udvikle atomvåben. I 1986 nåede arsenalet i verden sit højeste niveau: omkring 65.000 atomvåben.
Det er på
dette stadie, at Europa blev til frontlinjen i den nukleare konfrontation mellem
de to supermagter. Mellem 1976 og 1980 opstillede USSR mellemdistance
ballistiske missiler på dets territorium. Baseret på det faktum, at de fra
sovjetisk territorium kunne ramme Vesteuropa, besluttede NATO med start i 1983
at opstille amerikanske mellemdistance atommissiler i Europa: 108 Pershing II
ballistiske missiler i Tyskland og 464 krydsermissiler, som kunne affyres fra
jorden, fordelt mellem Storbritannien, Italien, Vesttyskland, Belgien og
Holland.
På mindre
end 10 minutter fra affyring kunne de amerikanske Pershing II opstillet i
Tyskland ramme sovjetiske baser og byer, inklusiv Moskva, med deres
atomsprænghoveder. Samtidig kunne de amerikanske krydsermissiler opstillet på
Comiso og andre europæiske baser, flyvende med underlydsfart i en afstand fra
jorden på få ti meter over terrænet, undgå radarer og ramme de sovjetiske byer.
Til gengæld kunne de SS-20 opstillet på sovjetisk territorium ramme baserne og
byerne i Vesteuropa på mindre end 10 minutter fra affyring.
I Italien
i midt-80’erne i tillæg til de 112 atomsprænghoveder på krydsermissiler
opstillet på Comiso var der andre amerikanske atomvåben i et totalt estimeret
antal på omkring 700. De udgjordes hovedsageligt af atomsprængminer, nukleart
projektil artilleri og kortdistance atommissiler tænkt til brug i Italien.
Dette indikerer, at Italien af Pentagon betragtes som en simpel brik, der kan
ofres, en nuklear kampplads, der kan forvandles til en radioaktiv ørken.
Under den
Kolde Krig, fra 1945 til 1991, voksede et nukleart arsenal i verden, som i
1980’erne sandsynligvis nåede op på 15.000 megaton – svarende til mere end en
million af den atombombe, som blev kastet over Hiroshima. Det svarer til, at
enhver indbygger på planeten sad på 3 tons TNT. Styrken i det nukleare arsenal
overstiger alle de eksplosive våben anvendt i anden verdenskrig 5.000 gange.
For første gang i historien blev en destruktiv styrke skabt, som kunne udrydde
den menneskelige race og næsten alle andre livsformer fra Jordens overflade,
ikke én gang, men gentagne gange.
2. I post-Kold-Krigstiden bliver NATO
fornyet
I den anden halvdel af 1980’erne begyndte klimaet i den
Kolde Krig at ændre sig. Det første tegn på optøning var Traktaten om
Mellemdistance Atomraketter (INF), som blev underskrevet 8. december 1987 af
præsidenterne Reagan og Gorbachev. Ifølge INF-traktaten forpligtede USA og
Sovjetunionen sig til at fjerne alle mellemdistancemissiler, inklusiv Pershing
II og krydsermissiler opstillet af USA i europæiske NATO lande og SS-20
opstillet af USSR på deres territorium. I maj 1991 var i alt 2.692 missiler i
denne kategori blevet fjernet.
Dette vigtige resultat skyldtes i al væsentlighed
“nedrustningsoffensiven” indledt af Sovjetunionen under Gorbachev. Den 15.
januar 1986 foresloges det ikke kun at fjerne sovjetiske og amerikanske
mellemdistance missiler, men at implementere et overordnet program om fjernelse
af atomvåben inden 2000. I Washington vidste de, at Gorbachev virkelig ønskede
en total fjernelse af disse våben, men de vidste også, at der i Warszawa pagten
og i selve Sovjetunionen var en opløsningsproces i gang, en proces, som USA og
deres allierede støttede med alle tænkelige midler.
Efter Berlinmurens fald i november 1989 blev Warszawa
pagten ophævet i juli 1991. De seks central- og østeuropæiske lande, som var
medlem af den, var ikke længere USSR’s allierede. I december 1991 opløstes
Sovjetunionen. Femten stater blev dannet i stedet for den ene stat. USSR’s og
dets alliancebloks forsvinden skabte en helt ny geopolitisk situation i Europa
og Centralasien. På samme tid markerede opløsningen af USSR og den dybe
politiske og økonomiske krise, der berørte den russiske føderation, enden på
den eneste supermagt, der var i stand til at kappes med USA.
USA
udnyttede straks “afspændingen” i Europa til at koncentrere deres styrker i den
Persiske Golf, et strategisk område, hvor de, med en klog manøvre, forberedte
betingelserne for at udløse det, som Pentagon kaldte “den første
post-Kold-Krigs konflikt, en afgørende begivenhed i USA’s globale lederskab”.
Den 17. januar 1991 indledte USA Operation Ørkenstorm mod den irakiske hær –
“det intenseste bombefelttog i historien”. I løbet af 43 dage brugte USA og
dets allierede (inklusiv Italien) 2.800 fly til nedkastning af omkring 250.000
bomber, herunder klyngebomber, som i alt udløste over 10 millioner
subammunitioner, mens ildstøttefly, helikoptere og tanks afskød over en million
forarmet uran projektiler. Den 23. februar indledte koalitionstropper, som
talte over en halv million soldater, en landoffensiv, som efter 100 timers
myrderier sluttede den 28. februar med en “midlertidig våbenhvile” erklæret af
præsident Bush.
Selvom NATO ikke som sådan deltog i Golfkrigen, sørgede de for at støtte alle
dens infrastrukturer til koalitionsstyrkerne. De tog del i bombningerne sammen
med de amerikanske, britiske, franske, italienske, græske, spanske,
portugisiske, belgiske, hollandske, danske, norske og canadiske luft- og
søstyrker, mens britiske og franske styrker sluttede sig til amerikanske
styrker i den landbaserede offensiv.
En ny strategi, udgivet af det Hvide Hus i august 1991 og
kaldet “USA’s nationale
sikkerhedsstrategi”, blev officielt bekendtgjort seks måneder efter
Golfkrigens ophør. Den centrale idé var, at “USA forbliver den eneste stat med
en styrke, en skala og indflydelse på alle områder – politisk, økonomisk og
militært – virkelig global: der er ingen til erstatning for amerikansk
lederskab. Vores ansvar, selv i den nye æra, er af afgørende og uundgåelig betydning”.
Et Pentagon dokument, udfærdiget i februar 1992,
præciserer, at “vores primære mål er at forhindre en genopdukken af en ny
rival, enten på det tidligere sovjetiske territorium eller andre steder, som
udgør en trussel i en størrelsesorden, som tidligere udgjordes af
Sovjetunionen. Den nye strategi kræver, at vi arbejder på at forhindre enhver
fjendtlig magt i at dominere en region, hvis ressourcer kunne være
tilstrækkelige, hvis de er under stram kontrol, til at generere global magt.
Denne strategi vil blive anvendt i alle “kritiske amerikanske
sikkerhedsregioner, som inkluderer Europa, østlige Asien, Mellemøsten,
sydvestlige Asien og det tidligere sovjetiske territorium”. Vi har også vigtige
interesser i Latinamerika, Oceanien og subsaharisk Afrika”.
“Et nøglepunkt – som det Hvide Hus understreger i den
nationale sikkerhedsstrategi 1991 – er, hvordan Amerikas rolle som leder af
Alliancen, og sandelig vores egne alliancer, vil blive påvirket, særligt i
Europa, ved reduktionen af den sovjetiske trussel. Forskellene mellem de
allierede vil sandsynligvis blive tydeligere ligesom bekymringen om den
traditionelle sikkerhed, som bragte dem sammen i starten”. Med andre ord kunne
de europæiske allierede foretage divergerende valg i forhold til USA’s valg og
sætte spørgsmålstegn ved det amerikanske lederskab eller endda forlade NATO,
som nu var out-dateret af den nye geopolitiske situation. Det var derfor af yderst
vigtighed for USA at redefinere ikke blot strategien, men selve NATO’s rolle.
Den 7. november 1991 lancerede statsoverhovederne og regeringscheferne fra de 16 NATO lande ved et møde i Rom i det Atlantiske Råd “Alliancens nye strategiske koncept”. Selvom “den monolitiske, massive trussel, som har været Alliancens største bekymring i dens første 40 år, er forsvundet”, fastslår dokumentet – “er de risici, der stadig består for Alliancens sikkerhed, af natur multifacetterede og kommer fra mange retninger. Vores Alliances militære dimension er derfor stadig en vigtig faktor, men den nye kendsgerning er, at det mere end nogensinde vil være til tjeneste for et bredt sikkerheds koncept.” På denne måde redefinerede den atlantiske alliance grundlæggende dens rolle med de retningslinier, der var udstukket af USA.
Den 7. november 1991 lancerede statsoverhovederne og regeringscheferne fra de 16 NATO lande ved et møde i Rom i det Atlantiske Råd “Alliancens nye strategiske koncept”. Selvom “den monolitiske, massive trussel, som har været Alliancens største bekymring i dens første 40 år, er forsvundet”, fastslår dokumentet – “er de risici, der stadig består for Alliancens sikkerhed, af natur multifacetterede og kommer fra mange retninger. Vores Alliances militære dimension er derfor stadig en vigtig faktor, men den nye kendsgerning er, at det mere end nogensinde vil være til tjeneste for et bredt sikkerheds koncept.” På denne måde redefinerede den atlantiske alliance grundlæggende dens rolle med de retningslinier, der var udstukket af USA.
3. NATO ødelægger staten Jugoslavien
NATO’s “nye strategi koncept” blev taget i
anvendelse i Balkan, hvor den jugoslaviske føderations krise, som skyldtes
kontrasterne mellem republikkernes magtgrupper og de centrifugale temaer, havde
nået bristepunktet.
I november 1990 godkendte Kongressen i USA den direkte finansiering af alle nye ”demokratiske” dannelser i Jugoslavien og tilskyndede således til separatistiske tendenser. I december udstedte parlamentet i den kroatiske republik, som var kontrolleret af Franjo Tudjmans parti, en ny forfatning, ifølge hvilken Kroatien er kun ”kroaternes hjem” og har suverænitet over dets territorium. Seks måneder senere i juni 1991 i tilslutning til Kroatien proklamerede Slovenien også dets uafhængighed. Straks derefter udbrød der sammenstød mellem den føderale hær og separatisterne. I oktober udviste Tudjman-regeringen i Kroatien over 25.000 serbere, mens dets militser besatte Vukovar. Den føderale hær svarede igen ved at overtage byen. Borgerkrigen begyndte at sprede sig, men den kunne stadig stoppes.
I november 1990 godkendte Kongressen i USA den direkte finansiering af alle nye ”demokratiske” dannelser i Jugoslavien og tilskyndede således til separatistiske tendenser. I december udstedte parlamentet i den kroatiske republik, som var kontrolleret af Franjo Tudjmans parti, en ny forfatning, ifølge hvilken Kroatien er kun ”kroaternes hjem” og har suverænitet over dets territorium. Seks måneder senere i juni 1991 i tilslutning til Kroatien proklamerede Slovenien også dets uafhængighed. Straks derefter udbrød der sammenstød mellem den føderale hær og separatisterne. I oktober udviste Tudjman-regeringen i Kroatien over 25.000 serbere, mens dets militser besatte Vukovar. Den føderale hær svarede igen ved at overtage byen. Borgerkrigen begyndte at sprede sig, men den kunne stadig stoppes.
Den vej, som blev taget, var i stedet den diametralt modsatte. Tyskland, som var engageret i at udvide dets økonomiske og politiske indflydelse i Balkan regionen, anerkendte i december 1991 som det eneste land Kroatien og Slovenien som uafhængige stater. Som en konsekvens proklamerede serberne af Kroatien dagen efter selvbestemmelse og dannede herved Krajnas serbiske republik. I januar 1992 anerkendte først Vatikanet og derefter Europa med de 12 Slovenien så vel som Kroatien. På dette tidspunkt blev der også skudt i Bosnien og Herzegovina, som i lille målestok repræsenterede hele rækken af etniske og religiøse knudepunkter i den jugoslaviske føderation.
FN’s blå hjelme, som blev sendt til
Bosnien som en interventionsstyrke mellem de krigende fraktioner, blev bevidst
indsat i utilstrækkeligt antal og uden tilstrækkelige midler og præcise
direktiver og endte med at blive gidsler i kampene. Alt bidrog til at
demonstrere ”FN’s fejltrin” og NATO’s behov for at tage sagerne i egen hånd. I
juli 1992 indledte NATO den første ”kriserespons” operation og indførte en
embargo på Jugoslavien.
I februar 1994 skød NATO fly et
serbisk-bosnisk fly ned, der fløj over Bosnien. Det var den første
krigshandling siden Alliancens oprettelse. Med den overtrådte NATO Artikel 5 i
dens egen grundlæggende charter, da krigshandlingen ikke var motiveret af
angrebet på et Alliance medlem og blev udført uden for dens geografiske område.
Da ilden i Bosnien var slukket (hvor ilden
ulmede under asken fra delingen i etniske stater), kastede NATO benzin på
Kosovo udbruddet, hvor et krav om uafhængighed fra det albanske flertal havde
været undervejs i årevis. Gennem underjordiske kanaler, som CIA stort set
styrede, gik en strøm af våben og finansiering, mellem slutningen af 1998 og
begyndelsen af 1999, til opretholdelse af KLA (Kosovo Liberation Army – Kosovos
Befrielseshær), en væbnet fløj af Kosovo separatistbevægelsen. CIA agenter
rapporterede senere, at de gik ind i Kosovo i 1998 og 1999 som OSCE
observatører, ansvarlige for kontrol af våbenhvilen, og forsynede det
amerikanske militær med træningsmanualer og satellittelefoner til UCK, så
cheferne for guerillahærene kunne holde sig i forbindelse med NATO og
Washington. KLA kunne således indlede en offensiv mod serbiske føderale tropper
og civile, med hundreder af angreb og bortførelser.
Mens sammenstødene mellem jugoslaviske og
KLA styrker kostede ofre på begge sider, forberedte en kraftig politisk
mediekampagne den internationale offentlige mening på NATO’s intervention,
præsenteret som den eneste måde at stoppe den “etniske udrensning” af serbere i
Kosovo på. Et hovedmål var præsidenten i Jugoslavien, Slobodan Milosevic, som
blev beskyldt for “etnisk udrensning”.
Krigen kaldet “Operation Allied Force”
begyndte 24. marts 1999. Italiens rolle var afgørende. D’Alema regeringen
stillede italiensk territorium, især lufthavnene, til rådighed for USA’s og
andre landes væbnede styrker for at implementere det, som premierministeren
kaldte ”retten til humanitær indblanding”. I løbet af 78 dage foretog 1.100
fly, som hovedsageligt lettede fra italienske baser, 38.000 togter og udløste
23.000 bomber og missiler. 75 % af flyene og 90 % af bomberne og missilerne
blev leveret af USA. USA var også kommunikations-, kommando-, kontrol- og
efterretningsnetværket, hvorigennem operationerne blev ledet. ”Af de 2.000 mål,
som blev ramt af NATO fly i Serbien – senere dokumenteret af Pentagon – blev
1.999 valgt af det amerikanske efterretningsvæsen og kun et af europæerne.”
Systematisk nedlagde bombningerne Serbiens
strukturer og infrastruktur og krævede ofre særligt blandt civile. Skaderne
heraf på helbred og miljøet var uanslåelige. Tusinder tons stærkt giftige
kemikalier (inklusiv dioxiner og kviksølv) kom ud fra Pancevo raffinaderiet alene.
Andre skader blev forårsaget af den massive brug af forarmet uran projektiler
af NATO i Serbien og Kosovo. Disse projektiler var allerede blevet brugt i den
første Golfkrig.
54 italienske fly deltog også i
bombningerne, idet de angreb mål angivet af den amerikanske kommando. ”Ved
antallet af fly var vi nr. to kun efter USA. Italien er et stort land og vi bør
ikke være overraskede over vores engagement i denne krig”, udtalte præsidenten af
D’Alema rådet under et besøg 10. juni 1999 på Amendola basen og understregede,
at for piloterne, som deltog i den, var det “en stor menneskelig og
professionel oplevelse”.
10.
juni 1999 begyndte jugoslaviske tropper at trække sig tilbage fra Kosovo og
NATO indstillede bombningerne. FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1244 bestemte, at
international tilstedeværelse må have “betydelig NATO deltagelse”. “I dag står
NATO over for sin nye mission: at lede”, kommenterede The Washington Post.
Efter krigen blev mere end 60 FBI agenter
sendt til Kosovo fra USA, men der blev ikke fundet nogen spor af sådanne påskud
til at retfærdiggøre beskyldninger fra serberne om “etnisk udrensning”.
Slobodan Milosevic, af det tidligere Jugoslavien, blev dømt til 40 års fængsel
af den Internationale Straffedomstol i Haag. Han døde efter 4 års fængsling.
Den samme domstol frikendte ham i 2016 for beskyldningen om “etnisk
udrensning”.
Kosovo, hvor USA anlagde en stor
militærbase (Camp Bondsteel), blev en form for NATO protektorat. På samme tid,
under dække af “Fredsstyrken”, terroriserede og udviste det tidligere UCK over
250.000 serbere, romaer, jøder og albanere og stemplede dem som kollaboratører.
I 2008 med selverklæringen af Kosovo som en uafhængig stat, var ødelæggelsen af
den jugoslaviske føderation fuldendt.
Mens krigen mod Jugoslavien var i gang,
blev topmødet, der formaliserede transformationen af NATO, sammenkaldt i
Washington den 23.-25. april 1999 af en alliance, som i overensstemmelse med Artikel
5 i Traktaten af 4. april 1949 forpligtede medlemslande til at hjælpe et
medlemslands væbnede styrker, som bliver angrebet i det nordatlantiske område.
Den blev transformeret til en alliance, som på basis af det ”nye strategiske
koncept” også forpligtede medlemslande til at ”udføre kriserespons operationer,
som der ikke var taget bestemmelse om i Artikel 5 uden for Alliancens
territorium”. Med andre ord forberedte NATO sig på at indsætte sin militære
styrke uden for sit territorium, ikke kun i Europa, men også i andre regioner i
verden.
Det, som ikke ændredes i NATO’s
forvandling, var hierarkiet i NATO. USA’s præsident har altid stået for at
udnævne den øverste allierede kommandør i Europa, som stadig er en amerikansk
general, mens de allierede blot kan ratificere præsidentens valg. Det samme er
sandt for de andre nøglekommandoer.
Dokumentet, der forpligtede medlemslande
til at operere uden for Alliancen, underskrevet af europæiske ledere den 24.
april 1999 i Washington, bekræftede på ny, at NATO “til fulde støtter
udviklingen af den europæiske forsvars identitet inden for Alliancen”.
Konceptet er klart: Vesteuropa kan have sin egen “forsvars identitet”, men det
skal blive i Alliancen, dvs. under amerikansk kommando.
EU’s underordning under NATO blev således
bekræftet og konsolideret. Underordning, etableret ved Maastricht Traktaten af
1992, som anerkendte EU staters ret til at være en del af NATO, blev defineret
som oprettelsen af EU’s forsvar.
Ved at deltage i krigen mod Jugoslavien,
et land, som ikke havde ført nogen aggressive handlinger mod hverken Italien
eller andre NATO medlemmer, bekræftede Italien, at det havde antaget en ny
militærpolitik og samtidigt en ny udenrigspolitik. Da dette involverede brug af
militær styrke som et redskab, overtrådte det det forfatningsmæssige princip,
stadfæstet i Artikel 11, at “Italien tager afstand fra krig som et middel til
angreb mod andre folks frihed og som et middel til løsning af internationale
konflikter”.
4.
NATO udvider mod øst til Rusland
I 1990
umiddelbart før opløsningen af Warszawa Pagten forsikrede den amerikanske
udenrigsminister James Baker USSR’s præsident Mikhail Gorbachev om, at ”NATO
ikke vil udvide en eneste tomme mod øst”. Men i løbet af 20 år, efter at have
ødelagt den jugoslaviske føderation, udvidedes NATO fra 16 til 30 lande,
bredende sig længere og længere østpå mod Rusland.
I 1999
indlemmede den de første tre lande fra den tidligere Warszawa Pagt: Polen,
Tjekkiet og Ungarn. I 2004 udvidedes den med andre lande: Estland, Letland,
Litauen (tidligere del af USSR); Bulgarien, Rumænien, Slovakiet (tidligere del
af Warszawa Pagten); Slovenien (tidligere del af den jugoslaviske føderation).
I 2009 indlemmede den Albanien (tidligere medlem af Warszawa Pagten) og
Kroatien (tidligere del af den jugoslaviske føderation) og i 2017 Montenegro; i
2019 underskrev den tiltrædelsesprotokollen for Nordmakedonien som det 30.
medlem. Tre andre lande – Bosnien og Herzegovina (tidligere del af den
jugoslaviske føderation), Georgien og Ukraine (tidligere del af USSR) – er for
tiden kandidater til indtrædelse i NATO.
Så
Washington binder disse lande ikke så meget til Alliancen som direkte til USA,
som derved styrker dets indflydelse i EU. Af de 10 central- og østeuropæiske
lande, der indtrådte i NATO mellem 1999 og 2004, indtrådte 7 af dem i EU mellem
2004 og 2007. Efterhånden som EU ekspanderer mod øst, udvider USA effektivt
dets kontrol over Europa gennem NATO. Det er tydeligt, at Washingtons
strategiske plan er afsløret: at bruge udvidelsen af NATO mod øst som et middel
til at etablere styrkerelationer, der er endnu gunstigere for USA og isolerer
således det ”gamle Europa”, som en skønne dag kunne blive selvstyrende og
uafhængig.
Foruden
disse har NATO’s ekspansion mod øst andre implikationer. Ved at indlemme ikke
kun lande i den tidligere Warszawa Pagt, men også de tre baltiske republikker,
som engang var en del af USSR, har NATO nået grænserne til den russiske
føderation. Til trods for Washingtons forsikringer om dens fredelige
intentioner udgør dette en trussel, endda atomar, for Rusland.
5.
USA og NATO angriber Afghanistan og Irak
USA
angreb og invaderede Afghanistan i 2001 med den officielle grund, at de skulle
finde og fange Osama bin Laden, som blev beskyldt for at være manden bag
terrorangrebene den 11. september 2001. (Den officielle version om, hvad der
fandt sted den 11. september, holder ikke vand i forhold til de
tekniske-videnskabelige undersøgelser udført af uafhængige eksperter). Osama
bin Laden var en velkendt figur i Washington. Han tilhørte en rig saudisk
familie og samarbejdede aktivt med CIA fra 1979 til 1989, da de gennem ISI (det
pakistanske efterretningsvæsen) trænede og bevæbnede over 100.000 mujahediner
til krigen mod Sovjetunionen. De sovjetiske tropper gik i den ”Afghanske fælde”
(som Zbigniew Brzezinski senere definerede det, idet han oplyste, at træningen
og væbningen af mujahediner begyndte i juli 1979, fem måneder før den
sovjetiske invasion af Afghanistan).
Dette
åbnede op for en ny fase i den internationale situation. Den amerikanske
præsident blev bemyndiget til at føre en ”Global krig mod terrorisme”, hvor der
ikke var nogen geografiske grænser, ført mod en fjende, som fra tid til anden kunne
identificeres ikke blot som en terrorist eller som en formodet terrorist, men som
en, der var imod amerikansk politik og amerikanske interesser. Præsident Bush
beskrev det perfekte billede af en fjende, ombytteligt og varigt, som ”en ukendt
fjende, der skjuler sig i mørke hjørner på Jorden”.
Det
reelle formål med den amerikanske militære intervention i Afghanistan var okkupationen
af dette område af stor strategisk vigtighed. Afghanistan ligger ved korsvejen
til Mellemøsten, Centralasien, Syd- og Østasien. I dette område (i Golfen og
det Kaspiske Hav) er der store oliereserver. Der er tre større magter – Kina,
Rusland og Indien – hvis styrke vokser og påvirker globale aktiver. Som
Pentagon havde advaret om i en rapport af 30. september 2001, ”er der mulighed
for, at en militær rival med en vældig ressourcestærk base vil dukke op i
Asien”.
I
tiden op til 11. september 2001 var der stærke tegn på en tilnærmelse mellem
Kina og Rusland i Asien. Washington så dette som en udfordring for amerikanske
interesser på det kritiske tidspunkt, hvor USA søgte at fylde det tomrum, som
opløsningen af USSR havde efterladt i Centralasien. Afghanistan står i en
nøglegeostrategisk position med hensyn til at kontrollere dette område.
Krigen
begyndte i oktober 2001 med bombninger udført af amerikanske og britiske
luftstyrker. På dette tidspunkt bemyndigede FN’s Sikkerhedsråd etableringen af
ISAF (International Security Assistance Force - International Sikkerheds
Hjælpestyrke), hvis kommando blev betroet Storbritannien, Tyrkiet, Tyskland og
Holland efter hinanden. Men pludselig bekendtgjorde NATO, i august 2003, at den
havde “overtaget ISAF’s lederrolle med et FN mandat”. Det var et sandt kup.
Ingen resolution godkendt af Sikkerhedsrådet bemyndiger NATO til at overtage
lederskabet eller kommandoen af ISAF. Kun i resolution nr. 1659 af februar 2006
oplyste Sikkerhedsrådet, at det ”anerkendte NATO’s fortsatte engagement med
ledelsen af ISAF”. ISAF missionen blev således en del af Pentagons
kommandokæde. Det italienske militær, som blev pålagt ISAF opgaven, blev
inkluderet i den samme kommandokæde.
Efter
Afghanistan er Irak det land, der har været underlagt en streng embargo siden
1991, hvilket forårsagede halvanden million dødsfald på ti år, af hvilke
omkring en halv million var børn. I 2002 opførte præsident Bush Irak på første
pladsen på listen over lande, der tilhører ”ondskabens akse”. Udenrigsminister
Colin Powell præsenterede beviser, samlet af CIA for FN’s Sikkerhedsråd, som
senere viste sig at være falske, på den påståede eksistens af et stort arsenal
af kemiske og biologiske våben i Iraks besiddelse, og om dets påståede evne til
at producere atomvåben på kort tid. Fordi Sikkerhedsrådet nægtede at bemyndige
krigen, gik Bush administrationen simpelthen uden om rådet.
Krigen
begyndte i marts 2003 med bombningen af Bagdad og andre centre af amerikanske
og britiske luftstyrker og med landangrebet udført af marinen, der gik ind i
Irak fra Kuwait. I april besatte amerikanske tropper Bagdad. Operationen kaldet
”Irakisk Frihed” blev præsenteret som ”en præventiv krig” og ”en eksport af
demokrati”. De amerikanske og allierede besættelsesstyrker – inklusiv de
italienske styrker involveret i ”Ancient Babylon” operationen – mødte en
modstand, som de ikke havde forventet at finde. For at slå den ned blev Irak
beskudt af over halvanden million soldater, som Pentagon havde suppleret med
hundreder og tusinder militære kontrahenter, idet man brugte ethvert middel fra
fosforbomber til folkene i Fallujah til tortur i Abu Ghraib fængslet.
NATO
deltog faktisk i krigen med dens egne strukturer og styrker. I 2004 blev ”NATO
Trænings Mission” etableret for at ”hjælpe Irak med at skabe effektive væbnede
styrker”. I 2000 blev der afholdt specialkurser i Alliance lande og tusinder af
irakiske soldater og politimænd blev trænet. På samme tid sendte NATO
instruktører og rådgivere, inklusiv italienske, for at ”hjælpe Irak med at
skabe dets egen demokratiske og varige sikkerhedssektor” og for at ”etablere et
langsigtet NATO partnerskab med Irak”.
6. NATO
ødelægger staten Libyen
Flere
faktorer gør Libyen vigtig i USA’s og de europæiske magters øjne. Det har de
største oliereserver i Afrika, værdifuld for dens høje kvalitet og lave
udvindingsomkostninger, og store naturgasreserver. Over disse fastholder den
libyske stat streng kontrol, hvilket efterlader begrænsede profitmarginer for
amerikanske og europæiske selskaber. Foruden det sorte guld har Libyen hvidt
guld: den enorme reserve af fossilt vand fra det nubiske grundvandsmagasin, som
løber under Libyen, Egypten, Sudan og Chad. Relevant er de statslige
finansieringer, den kapital, som den libyske stat har investeret i udlandet,
især for at skaffe Afrika dets egne finansielle organer og dets egen valuta.
Umiddelbart
før 2011 krigen “indefrøs” eller beslaglagde USA og de europæiske magter de
libyske statslige finansieringer, og rettede derved et dødeligt slag mod hele
projektet. Hillary Clintons e-mails (udenrigsminister i Obama administrationen
i 2011), som senere kom frem i lyset, bekræftede krigens reelle formål: at
blokere Gaddafis plan om at bruge libyske statslige finansieringer til skabelse
af selvstyrende finansielle organer i den afrikanske union og en afrikansk
valuta som et alternativ til dollaren og CFA francen (den møntenhed, som 14
afrikanske lande, som er tidligere franske kolonier, er tvunget til at bruge).
Det var Clinton – New York Times dokumenterede det senere – som fik præsident
Obama til at underskrive “et dokument, der bemyndigede en hemmelig operation i
Libyen og våbenudrustning til oprørerne”.
Stammesektorer,
der var fjendtlige over for regeringen i Tripoli, og islamiske grupper, som
indtil få måneder forinden var blevet betegnet som terrorister, blev
finansieret og armeret. På samme tid infiltrerede specialstyrker, herunder
tusinder af let forklædte qatarske kommandoer, Libyen. Hele operationen blev
ledet af USA, først gennem den afrikanske kommando, derefter gennem NATO under
amerikansk kommando.
19.
marts 2011 begyndte luft-sø bombningen af Libyen. I løbet af syv måneder
udførte amerikanske/NATO luftstyrker 30.000 missioner, hvoraf 10.000 var
angreb, der involverede brugen af over 40.000 bomber og missiler. Italien
deltog i denne krig med brug af dets militære baser og styrker og splittede
derved Venskabs-, Partnerskabs- og Samarbejdstraktaten mellem de to lande. Til
krigen mod Libyen stillede Italien 7 luftbaser (Trapani, Gioia del Colle,
Sigonella, Decimomannu, Aviano, Amendola og Pantelleria) til rådighed for de
amerikanske/NATO styrker og ydede teknisk assistance og leverede forsyninger.
Den italienske luftstyrke deltog i krigen, idet de udførte over tusind
missioner, og den italienske flåde var engageret på flere fronter.
Med
den amerikanske/NATO krig i 2011 blev staten Libyen ødelagt og Gaddafi selv
myrdet. Den stat blev ødelagt, som på den sydlige kyst af Middelhavet over for
Italien fastholdt ”høj økonomisk vækst” (som Verdensbanken selv dokumenterede i
2010) og noterede sig ”høje indikatorer på menneskelig udvikling”, som
omfattede almindelig adgang til grundskolen og gymnasiale uddannelser med 46 %
af befolkningen på universitetsniveau. Til trods for ulighederne var den
libyske befolknings levestandard betragteligt højere end andre afrikanske
landes. Dette blev bevist af, at over to millioner immigranter, for det meste
afrikanere, fandt arbejde i Libyen.
Subsahariske
afrikanske immigranter blev også påvirket af krigen, de, som blev forfulgt på
beskyldninger om samarbejde med Gaddafi, blev fængslet eller tvunget til at
flygte. Mange forsøgte, drevet af desperation, at krydse Middelhavet mod
Europa. De, som mistede livet, var også ofre for den krig, hvori NATO ødelagde
den libyske stat.
7.
USA/NATO krigen til ødelæggelse af Syrien
Efter ødelæggelsen
af den libyske stat begyndte USA/NATO operationen til ødelæggelse af den
syriske stat i det samme år. En grund var, at Syrien, Iran og Irak i juli 2011
underskrev en aftale om en gasledning, som ville forbinde det iranske oliefelt
Syd Pars, den største i verden, med Syrien og derefter med Middelhavet. Syrien,
hvor et nyt stort felt blev fundet nær Homs, kunne således blive centrum for
alternative energikorridorer i forhold til dem, som var kontrolleret af
amerikanske og europæiske selskaber, og som løb gennem Tyrkiet og ad andre
ruter.
Den
hemmelige krig begyndte med en række terrorangreb udført først og fremmest i
Damaskus og Aleppo. Katastrofiske var billederne af bygninger ødelagt af
kraftige eksplosiver: ikke simple oprøreres værk, men infiltrerede
professionelle soldaters. Hundreder af britiske elite SAS (Special Air Service)
og SBS (Special Boat Service) specialstyrker – rapporterede Daily Star – opererer i Syrien sammen
med amerikanske og franske enheder.
Oprørsstyrkerne
udgøres af en væbnet samling af islamiske grupperinger (indtil for nylig
stemplet af Washington som terrorister), der kommer fra Afghanistan, Bosnien,
Tjetjenien, Libyen og andre lande. I Abu Omar al-Chechen gruppen – rapporterede
reporteren for The Guardian i Aleppo
– blev ordrer givet på arabisk, men måtte oversættes til tjetjensk, tadsjikisk, tyrkisk, en saudisk dialekt, urdu, fransk og andre sprog.
Udstyret med falske pas (CIA specialitet) strømmede de kæmpende ind i de
tyrkiske provinser Adana og Hatai, der grænser op til Syrien, hvor CIA åbnede
militære træningscentre. Våbnene var hovedsageligt kommet via Saudi Arabien og
Qatar, som, ligesom i Libyen, også havde leveret specialstyrker.
Kommandoen
af operationer befandt sig ombord på NATO skibe i havnen i Alessandretta. Et
propaganda center blev åbnet i Istanbul, hvor syriske dissidenter, trænet og
finansieret af det amerikanske udenrigsministerium, har fabrikeret nyhederne og
videoerne, som sendes via satellit netværk.
Fra
special operationelle centre sørger CIA agenter for køb af våben med store lån
ydet til Saudi Arabien, Qatar og andre monarkier i Golfen. De organiserer
våbentransporten til Tyrkiet og Jordan via en luftbro, som endelig når frem
over grænsen til grupper i Syrien, som allerede er trænet inden for special
områder opstillet på tyrkisk og jordansk territorium.
De
vestlige styrkers strategi blev afsløret i dokumenter sendt i udenrigsminister
Hillary Clintons e-mails. I en e-mail fra 2012 (deklassificeret som ”sagsnr.
F-2014-20439, Dok.nr. C05794498”) skrev Clinton, at på baggrund af det
”strategiske forhold” mellem Iran og Syrien ville Assads fald udgøre en enorm
fordel for Israel, og det ville også formindske den forståelige israelske frygt
for at miste deres atommonopol”.
I et
officielt Pentagon dokument dateret 12. august 2012 (deklassificeret 18. maj
2015 på initiativ af Judicial Watch) udtrykkes det, at ”vestlige lande,
Golfstaterne og Tyrkiet støtter oppositionsstyrkerne i Syrien, som forsøger at
kontrollere de østlige områder, der grænser op til de vestlige irakiske
provinser, og hjælper dem med ”at skabe sikre tilflugtssteder under
international protektion”. Der er ”mulighed for at etablere et Salafist
hovedkvarter i det østlige Syrien, og det er præcist, hvad styrkerne, der
støtter oppositionen, ønsker at gøre: isolere det syriske regime, den
strategiske bagtrop af Shia ekspansionen (Irak og Iran)”.
Det er
i denne sammenhæng, at ISIS (eller DAESH) blev dannet i 2013, som kalder sig
selv ”Den islamiske stats kalifat”. I maj 2013 en måned efter dannelsen af ISIS
mødte Ibrahim al-Badri – kaliffen kendt på slagmarken som Abu Bakr al-Baghdadi-
den amerikanske senator John McCain, leder af det republikanske parti, som var
udpeget af præsident Obama (demokrat) til at udføre hemmelige operationer i
Syrien på vegne af regeringen. Mødet blev fotografisk dokumenteret.
ISIS har modtaget finansieringer, våben og transitruter fra USA’s tætteste allierede: Saudi Arabien, Qatar, Kuwait, Tyrkiet og Jordan, baseret på en plan, som helt sikkert er koordineret af CIA. Efter at have erobret en stor del af syrisk territorium med dets militser, indledte ISIS en offensiv i Irak, ikke overraskende på et tidspunkt, hvor regeringen, ledet af shiitiske Nouri al-Maliki, distancerede sig fra Washington og nærmede sig mere og mere Kina og Rusland. Offensiven, hvor Irak blev beskudt, fik næring fra den sunni-shiitiske rivaliseren. ISIS militser okkuperede Ramadi, Iraks anden største by og straks efter Palmyra, i det centrale Syrien, og dræbte tusinder af civile og tvang titusinder på flugt.
ISIS har modtaget finansieringer, våben og transitruter fra USA’s tætteste allierede: Saudi Arabien, Qatar, Kuwait, Tyrkiet og Jordan, baseret på en plan, som helt sikkert er koordineret af CIA. Efter at have erobret en stor del af syrisk territorium med dets militser, indledte ISIS en offensiv i Irak, ikke overraskende på et tidspunkt, hvor regeringen, ledet af shiitiske Nouri al-Maliki, distancerede sig fra Washington og nærmede sig mere og mere Kina og Rusland. Offensiven, hvor Irak blev beskudt, fik næring fra den sunni-shiitiske rivaliseren. ISIS militser okkuperede Ramadi, Iraks anden største by og straks efter Palmyra, i det centrale Syrien, og dræbte tusinder af civile og tvang titusinder på flugt.
ISIS
har faktisk spillet en funktionel rolle i den amerikanske/NATO strategi om
ødelæggelse af stater. Dette betyder ikke, at de militante, der kommer fra
forskellige lande, er klar over det. Det er meget komplekst: der er islamiske
kæmpere, dannet i krigens drama, som er ex-soldater fra Saddam Husseins
militær, som kæmpede mod indtrængende og mange andre, hvis historie altid er
linket til de tragiske sociale situationer forårsaget af den første Golfkrig og
de efterfølgende krige gennem mere end tyve år. Den omfatter også fremmede
kæmpere fra Europa og USA, bag hvis masker der helt sikkert er hemmelige
agenter specialtrænet til disse operationer.
Meget
mistænkeligt er også den ubegrænsede adgang, som ISIS har, i dens periode med
max udvikling, til verdens medienetværk, som domineres af amerikanske og
europæiske gigant selskaber, gennem hvilke den spreder dens videoer af
halshugninger, som skaber skræk, og manipulerer den offentlige mening til
fordel for interventionen af Irak og Syrien.
Militærkampagnen
“Inherent Resolve”, formelt ledet mod ISIS, blev indledt i Irak og Syrien i
august 2014 af USA og deres allierede: Frankrig, Storbritannien, Canada,
Australien, Saudi Arabien, Forenede arabiske Emirater, Bahrain og andre. Hvis
USA, Frankrig og Storbritannien brugte deres jagerbombere, som de havde gjort
mod Libyen i 2011, ville ISIS’ styrker, der bevæger sig i åbent land, være
nemme mål. De kan i stedet bevæge sig uhindret frem med kolonner af kampvogne
læsset med mænd og eksplosiver. Hvis ISIS vinder terræn i Syrien og Irak, er
det, fordi Washington netop ønsker det. Washingtons strategiske mål er
ødelæggelsen af Syrien og genokkupationen af Irak.
Den
russiske militære intervention i Syrien i 2015, som støtte for
regeringsstyrker, vendte konfliktens skæbne. Russiske jagerbombere ødelagde
ISIS højborge, den ene efter den anden og banede vejen for Damaskus styrker.
USA, fortrængt, spillede opdeling af Syrien-kortet og støttede kurdiske oprørere
og andre. Efter at have forsøgt at ødelægge den syriske stat i fem år,
splittede den med væbnede terroristgrupper infiltreret udefra og kostede over
250.000 døde, da operationen begyndte at slå fejl på grund af den russiske
militære intervention til støtte for syriske regeringsstyrker, indledte de
politiske apparater og nyhedsapparater i hele Vesten en kolossal psyop
(psykologisk operation) for at få regeringen og alle de syrere, der modstod
aggressionen, til at fremstå som aggressorer. Spydspidsen i psyop’en var
dæmoniseringen af præsident Assad (ligesom de allerede havde gjort mod
Milosevic og Gaddafi), hvor han blev præsenteret som en sadistisk diktator, som
nød at bombe hospitaler og at udrydde børn med hjælp fra hans ven Putin, malet
som en neo-zar af det genfødte russiske imperium. Da den sidste af ISIS’
højborge faldt, spredte de samme politiske apparater og nyhedsapparater falske
nyheder om, at ISIS var nedkæmpet af USA og de ”syriske demokratiske styrker”
(en milits af kurdere og arabere væbnet og støttet af Pentagon).
8. Israel og
Emiraterne i NATO
Den samme dag (4. maj
2016), hvorpå NATO’s nye øverste allierede kommandør i Europa – den amerikanske
general Curtis Scaparrotti, udpeget som hans 17 forgængere af den amerikanske
præsident – tiltrådte i NATO, bekendtgjorde det Nordatlantiske Råd, at en
officiel israelsk Mission var oprettet i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles, ledet
af Israels ambassadør i EU.
Israel blev således endnu
mere integreret i NATO, hvortil det allerede var tæt forbundet gennem
“Individual Cooperation Program”, som blev ratificeret af NATO 2. december
2008, tre uger før den israelske operation “Cast Lead” i Gaza. Det omfattede
bl.a. samarbejdet mellem efterretningstjenester og de israelske styrkers,
herunder atomstyrkers, forbindelse til NATO’s elektroniske system.
Israel – den eneste
atommagt i Mellemøsten, som ikke tilslutter sig ikke-spredningstraktaten,
underskrevet i stedet af Iran, som ikke har atomvåben – har (uden at de
indrømmer det) et estimeret arsenal på 100-400 atomvåben, inklusiv
ny-generations mini-atombomber og neutronbomber, og producerer plutonium og
tritium i mængder, der kan blive til 100 flere. Israelske atomsprænghoveder står
klar til at affyre ballistiske missiler og jagerbombere fra USA, hvortil der nu
er tilføjet F-35’ere.
De større europæiske NATO
lande, som formelt støtter den iranske atomaftale, underskrevet i 2015 (som USA
forlod i 2018), er faktisk enige med Israel. Tyskland gav Israel seks Dolphin
ubåde, modificerede, så de kunne affyre atomsprænghoved krydsermissiler, og
godkendte leveringen af tre mere. Tyskland, Frankrig, Italien, Grækenland og
Polen deltog sammen med USA i den største internationale luftkrigsøvelse i
Israels historie, Blue Flag 2017. Italien forbundet med Israel gennem en
militær samarbejdsaftale (Lov nr. 94, 2005) deltog med Tornado hunting of the
6th Wing of Ghedi og fik til opgave at transportere amerikanske atombomber.
Ifølge planen, som blev
testet i den amerikanske-israelske øvelse Juniper Cobra 2018, ville amerikanske
og NATO styrker komme fra Europa (hovedsagelig fra baser i Italien) til støtte
for Israel i en krig mod Iran. Den kunne starte med et israelsk angreb på
iranske atomanlæg, ligesom den, der blev udført i 1981 i Osiraq i Irak. I
tilfælde af iransk gengældelse kunne Israel gøre brug af et atomvåben og derved
sætte gang i en kædereaktion med uforudsigelige resultater.
Den officielle israelske
Mission i NATO flankeres af dem i kongeriget Jordan og emiraterne Qatar og
Kuwait, ”meget aktive partnere”, som er endnu mere integreret i NATO gennem
erhvervede fortjenester. Jordan huser hemmelige CIA baser, som New York Times
og Der Spiegel har dokumenteret, og som bliver brugt til at træne islamiske militante
i Al Qaeda og ISIS til kampe i Syrien og Irak. Qatar deltog i NATO krigen mod
Libyen og infiltrerede omkring 5.000 kommandoer på dets territorium i 2011 (som
udtalt til The Guardian af stabschefen i Qatar), og i krigen mod Syrien. Dette
blev indrømmet i et interview med Financial Times af den tidligere
premierminister i Qatar, Hamad bin Jassim Al Thani, som talte om qatarske og
saudiske ”indblandings” operationer i Syrien, koordineret af USA.
Kuwait, gennem
“Transitaftalen”, tillod NATO at have dens første lufthavn i Golfen, ikke kun
til afsendelse af militære styrker og materiel til Afghanistan, men også til ”praktisk
NATO samarbejde med Kuwait og andre partnere, så som Saudi Arabien” – partnere,
som havde været støttet af USA i krigen i Yemen, som er resulteret i massakren
på utallige civile. Kuwait deltager også med ca. 15 jagerbombere, hvortil
Italien har leveret 28 ny-generations Eurofighter Typhoons jagerfly, efter
levering af 30 avancerede M-346 jagerfly til Israel. Eurofighter Typhoons
flyene, som Kuwait har brugt til at begå massakrer i Yemen og andre steder, kan
også udrustes med atombomber. Den italienske luftstyrke har ydet træning til
besætningerne.
9. USA/NATO orkestreringen af kuppet i
Ukraine
Operationen, ledet af USA og NATO, i Ukraine begyndte
i 1991 efter Sovjetunionens kollaps og efter Warszawa Pagten, som var en del af
Sovjetunionen, også blev opløst. USA og dets europæiske allierede rykkede
straks for at drage fuld fordel af den nye geopolitiske situation.
Ukraine – som fungerer som en buffer mellem NATO og
Rusland og krydses af energikorridorer mellem Rusland og EU – trådte ikke
straks ind i NATO. Dog, inden for NATO’s struktur, tilsluttede det sig
“Partnership for Peace” (Partnerskab for Fred), som bidrog til “opretholdelse
af freds” operationer på Balkan.
“NATO-Ukraine Handlingsplanen” blev godkendt i 2002,
og præsident Kuchma bekendtgjorde sin intention om at melde Ukraine ind i NATO.
I 2005 i kølvandet på den ”orange revolution” (orkestreret og finansieret af
amerikanske og europæiske magter) blev præsident Yushchenko inviteret til et
NATO topmøde i Bruxelles. Kort derefter blev en ”intensiveret dialog om
Ukraines hensigt om at blive et medlem af NATO” indledt, og i 2008 gav Bukarest
topmødet grønt lys for dets indtræden.
Samme år blev den georgiske hær, som havde kæmpet mod
Sydossetien, som havde ønsket at blive uafhængig af Georgien siden 1991 (da
Sovjetunionen opløstes), trænet og væbnet af USA og samtidigt af Israel gennem
“private” militære leverandører. Om natten den 8. august 2008 indledte Georgien,
støttet af NATO, en militær offensiv for at genvinde kontrollen over den
omstridte region. Få timer senere intervenerede Rusland militært, tilbageviste
den georgiske invasion, og Sydossetien blev helt uafhængig af Georgien. Det var
det første tegn på offensiven, som NATO under amerikansk kommando forberedte på
den østlige front for at tvinge Rusland til at reagere.
I Ukraine i 2009 underskrev Kiev en aftale, som tillod
transit af forsyninger fra dets territorium til NATO styrker i Afghanistan.
Medlemskabet syntes nu sikkert, men i 2010 bekendtgjorde den nyvalgte præsident
Yanukovych, at under fortsat samarbejde var et NATO medlemskab ikke på
regeringens dagsorden. Imens havde NATO imidlertid siden 1991 vævet et net af
bånd i de ukrainske væbnede styrker. Senior officerer havde deltaget i kurser
på NATO’s forsvarsakademi i Rom og i Oberammergau (Tyskland) gennem flere år.
Bidrag til nettet af bånd var etableringen af et nyt ”multinationalt fakultet”
med NATO professorer på det ukrainske militærakademi. Det videnskabelige og
tekniske samarbejde omkring udrustning var også blevet betydeligt udviklet for
at lette deltagelsen af ukrainske væbnede styrker i NATO-ledede ”fælles
fredsoperationer”.
Eftersom der var andre bånd, foruden dem vi kunne se,
var det klart, at NATO udvidede et netværk af forbindelser i militære og civile
miljøer meget mere, end det så ud til. Gennem CIA og andre
efterretningstjenester var neo-Nazi militante blevet rekrutteret, finansieret,
trænet og væbnet gennem flere år. En fotooptagelse viste unge ukrainske UN-UNSO
neo-Nazi militante blive trænet i Estland i 2006 af NATO instruktører, som
lærte dem urbane kampteknikker og brugen af eksplosiver til sabotage og angreb.
De samme metoder blev anvendt af NATO under den Kolde
Krig til at danne den hemmelige paramilitære struktur “Gladio”. Den var også
aktiv i Italien, hvor neo-fascistiske grupper blev trænet i Camp Darby og andre
baser, hvor de blev forberedt til angreb og mulige statskup.
Den paramilitære struktur i de ukrainske neo-Nazi
grupper kom i aktion i 2014 på Maidan Pladsen i Kiev. En anti-regerings
demonstration, som begyndte med berettigede krav mod den udbredte korruption og
forværringen af livsvilkårene, blev hurtigt omdannet til en reel slagmark. Mens
væbnede grupper angreb regeringsbygningerne, anvendte snigskytter
(formodentligt bragt til Kiev fra Georgien) de samme snigskytterifler mod både
demonstranter og politimænd.
20. februar 2014 talte NATO’s generalsekretær til de
ukrainske væbnede styrker i en kommanderende tone, idet han advarede dem om at
”forholde sig neutrale”, ellers ville det have ”alvorlige negative konsekvenser
for vore relationer”. Svigtet af de væbnede styrkers ledere og store dele af
regeringsapparatet var præsident Viktor Yanukovych tvunget til at flygte.
Andriy Parubiy – medstifter af det nationalsocialistiske parti dannet i 1991
med Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti som model og leder af de neo-Nazi
paramilitære grupper – blev leder af det ”nationale sikkerheds- og
forsvarsråd”.
10. Maidan Plads statskuppet blev ledsaget af en
forfølgelses kampagne rettet især mod kommunistpartiet og unionerne, i lighed
med dem, som markerede fascismens komme i Italien og nazismens i Tyskland.
Partihovedkvarteret blev ødelagt, ledere blev lynchet og tortureret og
journalister blev myrdet; aktivister blev brændt levende i Odessas Chamber of
Labor; ubevæbnede indbyggere i det østlige Ukraine af russisk oprindelse blev
massakreret i Mariupol og bombarderet med hvid fosfor i Slaviansk, Lugansk,
Donetsk.
Et reelt kup under amerikansk/NATO ledelse var
undervejs med det strategiske mål at fremprovokere en ny kold krig i Europa for
at ramme og isolere Rusland og samtidigt at forstærke USA’s indflydelse og
militære tilstedeværelse i Europa. Stående over for statskuppet og offensiven
mod russerne i Ukraine stemte det øverste råd i den autonome republik Krim –
russisk territorium, som blev givet til Ukraine under Sovjetperioden i 1954 –
for at løsrive sig fra Kiev og anmodede om igen at blive indlemmet i den
russiske føderation, en beslutning, som blev bekræftet med 97 % af stemmerne
ved en folkeafstemning. 18. marts 2014 underskrev præsident Putin traktaten for
Krims indtrædelse i den russiske føderation med status som autonom republik. På
dette punkt blev Rusland beskyldt for illegalt at annektere Krim af NATO og EU
og blev underlagt sanktioner. Rusland svarede igen med mod-sanktioner, som
hovedsageligt påvirkede økonomierne i EU, herunder den italienske økonomi.
Imens i Donbass modstod de selverklærede
Folkerepublikker af Donetsk og Lugansk, støttet af Rusland, Kiev offensiven,
som kostede tusinder af civile livet. En køreplan for det NATO-Ukraine
tekniske-militære samarbejde blev underskrevet i december 2015, som faktisk
integrerede Kievs væbnede styrker og våbenindustri i den amerikansk ledede
Alliance.
I 2019 tog Ukraine et hidtil uset skridt: det medtog
forpligtelsen til officielt at indtræde i NATO i dets forfatning og samtidig i
EU. 7. februar godkendte Kiev parlamentet på forslag fra præsident Petro
Poroshenko – oligarken, som blev rig på plyndring af statslig ejendom og vendte
tilbage til præsidentembedet – ændringsforslagene til Forfatningen om
implementering af disse skridt (med 334 stemmer mod 35 og 16 afholdt sig fra at
stemme). Præamblen angiver “Ukraines irreversible kurs mod Euro-Atlantisk
integration”: Artikel 85 og 116 dekreterer, at parlamentets og regeringens
fundamentale opgave er “at opnå Ukraines fulde medlemskab af NATO og EU”;
artikel 102 angiver, at “Ukraines præsident er garant for statens strategiske
kurs for at opnå fuldt medlemskab af NATO og EU”.
Medtagelsen af forpligtelsen til officielt at
indtræde i NATO i Forfatningen har meget alvorlige konsekvenser. Internt binder
det Ukraines fremtid til dette valg og udelukker andre alternativer og gør det
effektivt illegalt for noget parti eller nogen person at modsætte sig valget.
På internationalt niveau bør det erindres, at Ukraine faktisk allerede er i
NATO, som det er et deltagerland af. For eksempel er Azov bataljonen, hvis Nazi
mærke er repræsenteret ved det symbol, som fandtes på SS Das Reichs mærke,
blevet omdannet til et regiment for specielle operationer, udrustet med
tankvogne og trænet af amerikanske instruktører fra den 173. luftbårne
division, overført fra Vicenza til Ukraine og flankeret af andre fra NATO.
Fordi Rusland beskyldes for illegal annektering af Krim og for at udføre
militære aktioner mod Ukraine, hvis Ukraine officielt slutter sig til NATO,
skal de andre 30 medlemmer af Alliancen ifølge artikel 5 “hjælpe den angrebne
part ved at gribe til handling som vurderet nødvendigt, herunder brug af væbnet
styrke”. Med andre ord skal de gå i krig mod Rusland. Disse farlige
implikationer om ændringen af Ukraines Forfatning – som amerikanske/NATO
strateger helt sikkert har haft deres lange fingre med i – er der politisk og
nyhedsmæssig tavshed om i Europa.
10. USA/NATO optrapning i
Europa
NATO’s “nye mission” blev gjort officiel ved september
2014 topmødet i Wales, hvor ”Readiness Action Plan” blev introduceret, hvis
officielle formål var ”at reagere hurtigt og bestemt på nye sikkerhedsudfordringer”,
der kan tilskrives ”russisk militær aggression mod Ukraine” og ”øget ekstremisme
og sekterisk konflikt i Mellemøsten og Nordafrika”. Planen blev defineret af
NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg som “den største forstærkning af vores
fælles forsvar siden den Kolde Krigs ophør”.
På blot tre måneder firdoblede NATO jagerbomberne med
både konventionelle styrker og atomstyrker, opstillede dem i den baltiske
region (engang del af USSR), sendte AWACS radarfly til Østeuropa og øgede
antallet af krigsskibe i Østersøen, Sortehavet og Middelhavet, indsatte
amerikanske, britiske og tyske landstyrker i Polen, Estland, Letland og Litauen
og intensiverede fællesøvelser i Polen og de baltiske lande, hvorved antallet
steg til over 200 i det år.
Fra 2014 voksede USA/NATO presset på Rusland med
geometrisk progression. På fire år, fra 2014 til 2018, brugte USA US$ 10
milliarder på “ERI” (Europe Reassurance Initiative), hvis officielle mål var,
“at øge vores evne til at forsvare Europa mod russisk aggression”. Næsten
halvdelen af omkostningerne blev brugt til at styrke den amerikanske
“strategiske præpositionering” i Europa. Oprustningerne, som blev placeret i en
fremskudt position tillod “den hurtige indsættelse af styrker på krigsscenen”.
En anden stor finansieringsportion blev bestemt til at “øge tilstedeværelsen af
amerikanske styrker i en rotationsordning i hele Europa”. De resterende midler
tjente til at udvikle basers infrastruktur i Europa for at “øge beredskabet af amerikanske
aktioner” og for at styrke militærøvelser og -træning for at “øge NATO styrkers
beredskab og interoperabilitet”.
EDI’s (European Defense Initiative) midler – tidligere
kendt som USA’s ERI – var kun en del af dem, der skulle bruges til “Operation
Atlantic Resolve, som demonstrerede USA’s evne til at reagere på trusler mod de
allierede”. Inden for rammerne af denne operation, blev den 3. Panserbrigade,
som omfattede 3.500 mænd, 87 tanks, 18 selvkørende haubitsere og andre midler,
overført til Polen fra USA i januar 2017. Den blev derefter erstattet af en
anden enhed, så amerikanske væbnede styrker permanent kunne udstationeres på
polsk territorium. Derfra blev deres afdelinger overført til andre Østlande,
især Estland, Letland, Litauen, Bulgarien, Rumænien og også Ukraine i trænings
og øvelses øjemed. Med andre ord blev de kontinuerligt installeret tæt på
Rusland.
Også inden for rammerne af denne operation blev 10. Luftkampbrigade
overflyttet til Storck Kaserne/Illesheim Kaserne - United States Army’s anlæg (i
Tyskland) sammen med 100 krigshelikoptere. Luftkampbrigadens styrker sendes til
“fremskudte positioner” i Polen, Rumænien og Letland. På baserne i Ämari
(Estland) og Graf Ignatievo (Bulgarien) står amerikanske og NATO jagerbombere,
inklusiv italienske Eurofightere, til baltisk luftpatruljering. Operationen
sørger også for “en vedvarende tilstedeværelse på Sortehavet” sammen med Mihail
Kogalniceanu Basen (Rumænien) og Novo Selo Træningsområde (Bulgarien).
General Curtis Scaparrotti, chef for USA’s europæiske
kommando og samtidig øverste allierede kommandør i Europa har forsikret
Kongressen om, at “vores styrker er beredte og positioneret til at imødegå den
russiske aggression”. Et amerikansk kontingent er positioneret i det østlige
Polen, i den såkaldte “Suwalki Korridor”, en stribe fladt land på omkring 100
km, som ifølge NATO advarsler “ville være en perfekt port for russiske tanks”. Propagandamaskinen
i den gamle kolde krig er således blevet vækket til live igen: at russiske
tanks er klar til at invadere Europa. Viftende med et ikke-eksisterende
trusselsbillede fra Øst kom der i stedet amerikanske tanks til Europa.
Planen er klar. Efter at have fremprovokeret en ny
konfrontation med Rusland i Maidan Plads protesterne, har Washington (trods
ændringer i administrationen fra præsident Obama til præsident Trump) fulgt den
samme strategi: at omdanne Europa til den allerforreste linje i en ny kold krig
til fordel for amerikanske interesser og deres magtbalance med de større
europæiske magter.
De europæiske magter i NATO deltager i oprustningen på
den østlige flanke – med pansrede styrker, jagerbombere, krigsskibe og endda
atommissilenheder – som bevist ved udsendelsen af franske tropper og britiske
tanks til Estland. I denne tid taler vi om “en europæisk hær, men på mødet med
EU’s forsvarsministre i april 2017 på Malta forklarede NATO’s generalsekretær
Stoltenberg det med disse termer.“ Der var tydelig enighed i EU om, “at dens
formål er ikke at opbygge en ny europæisk hær eller aggressive strukturer i
konkurrence med NATO’s, men noget, der er komplementært til det, NATO gør”.
11. Italien, hangarskibet ved
krigsfronten
De amerikanske væbnede styrker har i Italien (ifølge
den officielle rapport fra Pentagon Base Structure Report) mere end 1.500
bygninger med et totalt grundareal på over 1 mill. m2 og de lejer
eller har fået tilladelse til at bruge yderligere 800 bygninger med et
grundareal på ca. 900.000 m2. Totalt er der over 2.300 bygninger med
et grundareal på ca. 2 mill. m2 fordelt over 50 placeringer. Men det
er blot en del af den amerikanske militære tilstedeværelse i Italien.
De amerikanske militærbaser er forbundet med NATO baserne
under amerikansk kommando og de italienske baser, der står til rådighed for
amerikanske/NATO styrker. Det vurderes, at der totalt er over 100 baser. Hele
netværket af militærbaser i Italien er direkte eller indirekte under Pentagons
kommando. Det er en del af ”ansvarsområdet” for EUCOM (United States European
Command), Amerikas europæiske kommando, hvis chef er en amerikansk general, som
samtidig beklæder posten som øverste allierede kommandør i Europa. EUCOM’s
”ansvarsområde”, en af de seks “forenede kampkommandoer”, som USA dækker kloden
med, omfatter hele den europæiske region og hele Rusland (herunder den
asiatiske side), plus nogle vest- og centralasiatiske lande: Tyrkiet, Israel,
Georgien, Armenien og Aserbajdsjan.
31. Fighter Wing holder til på Aviano Air Base
(Pordenone). Den amerikanske eskadrille holder sig konstant i angrebsberedskab
med omkring 50 B61 atombomber (antal vurderet af FAS, sammenslutning af
amerikanske forskere, inden 2020).
På Ghedi Air Base (Brescia) er 6. italienske luftstyrke
stationeret, klar til angreb under amerikansk kommando med omkring 20 B61
atombomber (antal vurderet af FAS inden 2020). Der bliver italienske piloter
trænet i atomangreb – skriver FAS – hvilket ses af tilstedeværelsen i Ghedi af
en af fire enheder fra U.S. Air Force stationeret på europæiske baser (sammen
med enheder i Tyskland, Belgien og Holland), ”hvor amerikanske atomvåben er
bestemt til at blive affyret fra fly fra værtslandet”. Piloterne fra de fire
europæiske lande, og piloter fra Tyrkiet, trænes i brugen af atombomber i
NATO’s årlige atomkrigsøvelse. I 2013 fandt den sted i Aviano og i 2014 i
Ghedi.
Til de amerikanske atomvåben stationeret på italiensk
territorium, det faktiske antal er hemmeligt, skal tilføjes de, der er ombord
på 6. Flåde, hvis hovedbase er i Gaeta i Lazio. 6. Flåde hører ind under den
amerikanske flådestyrkes kommando i Europa, hvis hovedkvarter er i Napoli –
Capodichino.
Den amerikanske hærs 173. Luftbårne brigade har base i
Vicenza. Den leverer hurtige interventionsstyrker til den europæiske kommando,
afrikanske kommando og centrale kommando (hvis ”ansvarsområde” inkluderer Mellemøsten
og Centralasien). Styrker fra 173. brigade, som blev indsat i Irak i 2003,
sendes til Afghanistan, Ukraine og andre østeuropæiske lande på rotationsbasis.
I Pisa/Livorno området er der Camp Darby, som har det
største amerikanske arsenal i verden uden for selve USA. Det er den logistiske
base for den amerikanske hær, som forsyner amerikanske og allierede land- og
luftstyrker i Europa, Mellemøsten og Afrika. I dens 125 bunkere er der
projekteret artillerigranater, bomber til fly og missiler i et antal, der kan
estimeres til over 1,5 mill. Det kan ikke udelukkes, at der har været og for
tiden kan være atombomber blandt luftvåbnene opmagasineret på Camp Darby.
Sammen med artilleriammunitionen vurderes det, at over 2.500 tanks og andre
militære køretøjer befinder sig på basen sammen med over 11.000 stk. militært
materiel af forskellig slags. Basen opbevarer hele udstyret til to
panserbataljoner og to bataljoner mekaniseret infanteri, som hurtigt kan sendes
til området for operationer via lufthavnen i Pisa (et centrum for nationalt
luftmilitær) og havnen i Livorno, hvor de også kan gå til kaj med atomdrevne
enheder). Private selskabers kæmpe skibe, som sejler våben på Pentagons vegne
gør månedlige stop her, og forbinder herved amerikanske havne med Middelhavet,
mellemøstlige og asiatiske havne.
En enhed af den italienske hærs specialstyrke kommando
(COM.FO.SE) fra Gamerra kaserne i Pisa, som tidligere blev brugt til rekreative
aktiviteter, vil blive overflyttet i 2019 til et område ved Camp Darby, og vil
formelt blive overgivet til Italien igen. Det vil gøre det muligt for dem at
træne bedre og blive integreret i amerikanske specialstyrker med henblik på
hemmelige operationer i krigszoner.
Som et resultat af undersøgelserne af dommerne
Casson og Mastelloni viste det sig, at Camp Darby, siden 1960’erne, spillede en
grundlæggende rolle i kupnetværket etableret af CIA og SIFAR til “Operation
Gladio”. Camp Darby var en af US/NATO baserne, som – ifølge Ferdinando
Imposimato, ærede præsident for øverste kassationsret – leverede eksplosiverne
til Operation Gladio massakrerne fra Piazza Fontana til Capaci og Via d’Amelio.
US/NATO baserne var, hvor “sorte terrorister, NATO embedsmænd, medlemmer af
mafiaen, italienske politikere og frimurere mødtes umiddelbart før angrebene”.
Camp Darby var involveret i tragedien omkring Moby
Prince færgen, som kolliderede med Agip Abruzzo tankeren om aftenen den 10.
april 1991 i havnen i Livorno. 140 mennesker døde efter i timevis at have
ventet forgæves på hjælp. Den aften i havnen i Livorno var der en stærk trafik
af amerikanske militærskibe, som var involveret i forsendelse af amerikanske
våben, hvoraf nogle hemmeligt blev sendt til Somalia, Kroatien og andre
områder. Det omfattede våben, som var en del af Operation Gladio. Da
kollisionen skete, forsøgte lederen af operationen – under Camp Darbys
amerikanske kommando – straks at fjerne beviserne.
Hovedkvarteret for den allierede forenede styrke (JFC
Napoli) ligger i Lago Patria (Napoli). Dens nye hovedkvarter, åbnet i 2012,
dækker et areal på 85.000 m2, omgivet af et stort indhegnet område,
der egner sig til fremtidig udvidelse. Staben, som er stigende i antal, består
af over 2.500 militærfolk og civile. NATO’s JFC Napoli er under en amerikansk
admirals kommando, som samtidig har kommandoen over de amerikanske flådestyrker
i Europa (som den 6. Flåde er afhængig af) og de amerikanske flådestyrker for
Afrika.
Hvert andet år påtager JFC Napoli sig den
operationelle kommando over “NATO reaktionsstyrken” (NRF), en “højt fleksibel
og dygtig” forenet styrke på 40.000 mand, som har til opgave at lede militære
operationer inden for “Europas øverste allierede kommandørs ansvarsområde og
uden for dette område”. NRF’s spydspids er dens “Forenede Kommandostyrke med meget
højt operationelt beredskab”, som består af 5.000 mand, som kan sættes ind i et
interventionsområde på 2-3 dage, “før krisen begynder”.
I hovedkvarteret i Lago Patria har ”NATO’s
strategiske ledelsescenter for Syden”, et efterretningscenter primært til brug
for spionage, været i operation og har været ”fokuseret på de sydlige regioner,
inklusiv Mellemøsten, Nordafrika og Sahel subsaharisk Afrika og tilgrænsende
områder”.
På Sicilien udgør Naval Air Station (NAS) Sigonella,
med en stab på omkring 7.000 militærfolk og civile, den største amerikanske og
NATO flåde- og luftbase i middelhavsregionen. I tillæg til levering af
logistisk støtte for 6. Flåde danner den hovedsagelig, men ikke udelukkende,
base for indledning af militære operationer (for det meste hemmelige) i
Mellemøsten og Afrika. NAS, den officielle introduktion lyder, “huser
amerikanske og NATO fly af alle typer”, inklusiv Global Hawk spiondroner, som
fra Sigonella udfører rekognosceringsmissioner over Mellemøsten, Afrika, østlige
Ukraine, Sortehavet og andre områder. Til målrettede angreb (næsten altid
hemmelige) letter Predator droner fra Sigonella, armeret med laser- og
satellitstyrede missiler og bomber.
Naval Air Station Sigonella suppleres af den
italienske base i Augusta, som leverer brændstof og ammunition til amerikanske
og NATO flådeenheder, og af havnen i Catania, som kan rumme op til ni
krigsskibe. Til skydeøvelser har amerikanske specialstyrker fået overdraget
Pachino banen (Siracusa) udelukkende til deres brug.
Den anden større amerikanske installation på Sicilien
er MUOS stationen i Niscemi (Caltanissetta). MUOS (Mobile User Objective
System) er et meget høj-frekvens militært satellit kommunikationssystem, der
består af fire satellitter og fire stationer på jorden: to i USA, i Virginia og
på Hawaii, en i Australien og en på Sicilien, hver med tre store parabolantenner
på 18 meter i diameter. Dette system gør det muligt for Pentagon at forbinde
sig med et enkelt kommandonetværk og at kommunikere med ubåde, krigsskibe,
jagerbombere og droner, militære køretøjer og afdelinger på jorden, mens de er
i bevægelse, hvor end i verden de er.
På Sardinien er der de største polygoner til træning
af italienske og NATO militære styrker: særligt dem i Salto di Quirra, Capo
Teulada, Capo Frasca og Capo San Lorenzo. Her bruges omkring 80 % af de bomber,
missil sprænghoveder og projektiler anvendt i militære manøvrer, der finder
sted i Italien, i skydeøvelser, med alvorlige konsekvenser for befolkningens
helbred.
12. USA og NATO afviser FN traktaten og
opstiller nye atomvåben i Europa
20. september 2017, samme dag, som Traktaten om Forbud
mod Atomvåben blev åbnet for underskrivning i FN, afviste NATO den blankt.
Traktaten, godkendt ved en majoritets afstemning af 122 stater i
generalforsamlingen, forpligtede de underskrivende stater til ikke at producere
eller besidde atomvåben, ikke at bruge dem eller ikke at true med at bruge dem,
ikke at flytte dem eller ikke at modtage dem direkte eller indirekte, med det mål
at fjerne dem helt.
I udtalelsen af 20. september 2017 argumenterede det
Nordatlantiske Råd (repræsenteret af repræsentanter fra de 29 medlemsstater),
at “Traktaten ikke vil være effektiv. Den vil ikke øge international sikkerhed
eller fred, men risikere at skabe det modsatte ved at skabe delinger og
forskelle”. Det præciserede derfor tydeligt, at “vi vil ikke acceptere nogen
argumentation indeholdt i Traktaten”.
Det Nordatlantiske Råd udelukkede således
medlemslandenes nationale parlamenter og fratog dem deres suverænitet til at
beslutte for dem selv, om de ville tilslutte sig FN Traktaten om afskaffelse af
atomvåben eller ej. Det meddelte også, at “vi vil bede vores partnere og alle
lande, der er villige til at støtte Traktaten, om alvorligt at reflektere over
dens implikationer” (læs: “Vi vil afpresse dem, så de ikke underskriver eller
ratificerer den”). Det Nordatlantiske Råd gentog, at “NATO’s atomevnes
fundamentale formål er at bevare freden og modvirke aggressioner” og at “så
længe atomvåben eksisterer, vil NATO være en atomalliance”.
Det Nordatlantiske Råd sikrede dog “NATO’s stærke
forpligtelse til den fulde implementering af Ikke-Sprednings Traktaten (NPT)”.
I virkeligheden bliver den faktisk overtrådt af NATO. USA, med overtrædelse af
artikel 1, som forbyder atomstater militært at overføre atomvåben til andre
lande, har opstillet B61 atombomber i fem Alliance medlemslande: Italien,
Tyskland, Belgien, Holland og Tyrkiet. Disse handlinger overtræder
Ikke-Sprednings Traktaten, som i artikel 2 forbyder ikke-atomstater militært at
modtage atomvåben, også at have kontrol over sådanne våben, direkte eller
indirekte.
En ny amerikansk atombombe, B61-12, vil erstatte B61,
som for tiden er opstillet i Italien og andre europæiske lande. B61-12 har et
atomsprænghoved med fire muligheder for valg af styrke. Ved affyringen vælges
sprængkraften afhængigt af målet. Ulig B61, som nedkastes lodret over målet,
fjernaffyres B61-12 og styres af et satellitsystem. Den har også styrken til at
trænge dybt ned i Jorden, selv gennem armeret beton, og eksplodere i dybder,
hvor den kan ødelægge kommandocenter bunkerne og andre underjordiske
strukturer, for at ”halshugge” det fjendtlige land ved første atomangreb.
Pentagon programmet forudser bygningen af omkring 500
B61-12, med en estimeret pris på omkring 10 milliarder dollars (så hver bombe
vil koste dobbelt så meget som den ville koste, hvis den blev bygget
udelukkende af guld). Faren ved dette nye våben fremhæves endda af general
James Cartwright, tidligere chef for den amerikanske Strategiske Kommando,
ansvarlig for atomvåben: ”Atomvåben med mindre kraft og større præcision øger
fristelsen til at bruge dem, endda til at bruge dem først i stedet for som
gengældelse”.
Satellitfotos viser, at renoveringer er blevet udført
for at øge ”sikkerheden” på Aviano og Ghedi Torre baserne med sigte på
installationen af B61-12. Lignende renoveringer blev udført på den tyske
luftbase i Buchel, på to andre baser i Belgien og Holland og på den tyrkiske
base i Incirlic. B61-12 kan nedkastes fra F-16 og Tornado jagere, men for at
udnytte hele bombekapaciteten behøver vi amerikanske fly udstyret med specielle
digitale systemer: F-35A jagere, også leveret af den italienske luftstyrke.
Det faktum, at polske piloter også deltog i NATO
atomkrigsøvelsen i Ghedi for første gang i 2014 indikerer, at B61-12 også vil
blive opstillet i Polen og andre østeuropæiske lande. Dual kapacitets
konventionelle og atom NATO jagere er allerede opstillet i de baltiske
republikker nær Rusland.
Samtidig udvider USA og NATO ”anti-missil skjoldet”
over Europa. I maj 2016 på Deveselu Luftbase i Rumænien blev Aegis Ashore
indviet, den første jordiske installation af det amerikanske Aegis missilsystem
på europæisk territorium. NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg takkede USA,
fordi de med denne installation, ”den første af sin slags med en landbaseret
base”, i høj grad styrkede evnen til at ”forsvare europæiske allierede mod
ballistiske missiler affyret uden for det euro-atlantiske område”. Han meddelte
derefter begyndelse på arbejdet med at bygge et andet Aegis Ashore i Polen i
2018, lignende den, som blev operationel i Rumænien. De to jordiske
installationer tilføjes fire krigsskibe udstyret med Aegis radarer og SM-3
missiler, som fra den amerikanske flådes lokation på den spanske base i Rota
krydser over Middelhavet, Sortehavet og Østersøen. Den amerikanske flåde har
allerede omkring 30 skibe af denne type.
Både Aegis skibe og landbaserede installationer er
udstyret med Mark 41 Vertical Launchers fra Lockheed Martin, dvs. lodrette rør,
hvorfra luftværnsraketter affyres. Det er det såkaldte “skjold”, hvis funktion
faktisk er offensiv. Hvis USA kunne bygge et pålideligt system i stand til
afvisning af ballistiske missiler, kunne de holde Rusland under truslen om et
første atomangreb, stolende på “skjoldets” evne til at neutralisere virkninger
ved gengældelse. De lodrette “skjold” affyringsrør, i tillæg til
luftværnsraketterne, kan også affyre andre missiler. Lockheed Martin selv
pointerer, at dette system er i stand til at affyre “missiler i alle slags
missioner”, inklusiv dem til langtrækkende angreb”, så som “Tomahawk
krydsermissiler”. Disse kan armeres med et konventionelt (ikke-nukleart)
sprænghoved eller et nukleart sprænghoved.
Man kan derfor ikke vide, hvilke missiler der faktisk
sidder i de lodrette affyringsrør på baserne i Rumænien og Polen og i dem
ombord på de skibe, der krydser grænserne i russiske territorialfarvande. Uden
at kunne kontrollere det tager Moskva det for givet, at der også er nukleare
angrebsmissiler. Lokationen af Mark 41 Vertical Launchers nær russisk territorium
overtræder derfor Mellemdistance Atomstyrke Traktaten (INF) underskrevet af USA
og USSR i 1987.
13. USA og NATO sænker INF traktaten
USA meddelte i februar 2019 “ophævelsen” af INF
traktaten med Rusland og intentionen om at forlade den definitivt inden for
seks måneder. De føler derfor, at de har ret til at teste og opstille våben af
den type, som er forbudt ifølge Traktaten: landbaserede kortrækkende og
mellemdistance atommissiler (mellem 500 og 5.500 km). Pershing 2 og
krydsermissiler opstillet i 1980’erne af USA i europæiske NATO lande og SS-20
opstillet af USSR på deres territorium blev fjernet i overensstemmelse med
Traktaten om Mellemdistance Atomstyrker (INF) underskrevet i 1987 af præsidenterne
Gorbachev og Reagan.
INF traktaten blev udfordret af Washington, da USA så
deres strategiske fordel over Rusland og Kina blive mindre. I 2014 beskyldte
Obama administrationen Rusland, uden at komme med beviser, for at have testet
et krydsermissil af den kategori, som er forbudt ifølge Traktaten, og meddelte
i 2015, at ”stående over for Ruslands overtrædelse af INF traktaten, overvejer
USA opstilling af landbaserede missiler i Europa”. Planen blev gennemført af
Trump administrationen. I 2018 bevilligede Kongressen finansiering af ”et
research- og udviklingsprogram for et krydsermissil affyret fra land fra en
vejbaseret mobil platform”. For Moskvas vedkommende benægtede de, at dets
krydsermissil overtrådte traktaten og beskyldte til gengæld Washington for at
have installeret luftværns missilramper (dem i ”skjoldet”) i Polen og Rumænien,
som kan bruges til affyring af atomsprænghoved krydsermissiler.
I denne kontekst må man huske på den geografiske
faktor: mens et amerikansk mellemdistance atommissil, opstillet i Europa, kan
ramme Moskva, kan et lignende missil opstillet af Rusland på dets territorium
ramme europæiske hovedstæder, men ikke Washington. Vendes scenariet, er det,
som hvis Rusland opstillede dets mellemdistance atommissiler i Mexico.
USA’s plan om at torpedere INF traktaten blev fuldt ud
støttet af NATO’s europæiske allierede. Det Nordatlantiske Råd erklærede i
december 2018, at “INF traktaten var i fare på grund af Ruslands handlinger”,
som blev beskyldt for at opstille “et destabiliserende missilsystem”. Det
Nordatlantiske Råd selv erklærede i februar 2019 dets “fulde støtte til USA’s
handling om at ophæve dets forpligtelser med hensyn til INF traktaten” og
opfordrede Rusland til “at bruge de resterende seks måneder til at vende
tilbage til fuld overholdelse af traktaten”.
EU bidrog også til INF traktatens kollaps. På FN’s
generalforsamling i december 2018 stemte EU imod resolutionen præsenteret af
Rusland om ”bevarelse og overholdelse af INF traktaten”. Det blev nedstemt med
46 stemmer mod 43 og 78 afholdt sig fra at stemme. EU – hvoraf 21 af de 27
medlemmer er en del af NATO (ligesom Storbritannien er efter Brexit) – retter
sig således totalt efter NATO’s holdning, som til gengæld retter sig efter
USA’s holdning. Dybest set har selv EU endda givet grønt lys for den mulige
opstilling af nye amerikanske atommissiler i Europa, inklusiv Italien.
Advarslen, som præsident Vladimir Putin
udsendte i februar 2019, blev endnu engang ignoreret: “Rusland vil blive
tvunget til at skabe og opstille våbensystemer, som kan blive brugt ikke kun
mod territorier, hvorfra denne direkte trussel kommer fra, men også mod de territorier,
hvor de beslutningstagende centre er beliggende, hvorfra ordren til at bruge
disse våben mod os kan komme”. Med andre ord, hvis USA opstiller mellemdistance
atommissiler i Europa, der sigter på Rusland, vil Rusland opstille
atommissiler, der sigter på europæiske territorier, hvor amerikanske missiler
er opstillet og samtidig på amerikanske territorier, hvor kommando- og
kontrolcentrene af disse missiler er beliggende.
14. Det amerikanske imperium i Vesten spiller
krigskortet
En kæmpe bue af voksende spændinger og konflikter
breder sig fra Østasien til Centralasien, fra Mellemøsten til Europa, fra
Afrika til Latinamerika. ”Brændpunkterne” langs denne interkontinentale bue –
den koreanske halvø, det sydkinesiske hav, Afghanistan, Syrien, Irak, Iran,
Ukraine, Libyen, Venezuela og andre – har forskellige historier og geopolitiske
karakteristika, med specifikke interne socioøkonomiske faktorer, men de er
samtidig forbundet med en enkelt faktor: strategien, med hvilken USA søger at opretholde
deres position som den dominerende supermagt.
USA er stadig den førende økonomiske kraft i verden,
fremfor alt takket være kapitalen og mekanismerne, med hvilke de dominerer det
globale finansielle marked, de multinationale selskaber med hvilke de udnytter
menneskelige og materielle ressourcer på ethvert kontinent, højteknologierne og
de tilhørende patenter i deres besiddelse, deres multimediegruppers dominerende
rolle, som påvirker milliarder af brugeres mening og smag på planetarisk
niveau.
Deres førende stilling bliver dog bragt i fare af
opdukkenen af nye statslige og sociale emner. Det, der sættes spørgsmålstegn
ved af Rusland, Kina og andre lande, er ikke kun petrodollarens overdrevne magt
(valutareserve fra salg af olie), men selve dollarens hegemoni. Dens værdi
bestemmes ikke af reel amerikansk økonomisk kapacitet, men af det faktum, at
den består af næsten to-tredjedele af verdens valutareserver og er valutaen,
som prisen på olie, guld og andre råmaterialer, på varer generelt, fastsættes i
på globale markeder.
Det gør det muligt for Federal Reserve, den
amerikanske centralbank (som er en privat bank), at trykke tusinder og
milliarder af dollars, med hvilke den kolossale amerikanske offentlige gæld
finansieres – omkring 23 billioner dollars – gennem køb af obligationer og
andre værdipapirer udstedt af finansministeriet. I denne kontekst afstedkommer
beslutningen, taget af Venezuela i 2017 om at frigøre olieprisen fra dollaren
og binde den til den kinesiske yuan, et chok, som ryster hele det
imperiepalads, der er funderet på dollaren. Hvis Venezuelas eksempel breder
sig, hvis dollaren ophører med at være den dominerende valuta inden for
international handel og i fremmed valutareserver, ville en uhyre stor sum af
dollars komme på markedet og derved nedbringe værdien af den amerikanske
valuta.
Washington ser med stigende bekymring frem for alt på det
russisk-kinesiske partnerskab: udvekslingen mellem de to lande er i stærk
vækst; samtidig øges russisk-kinesiske samarbejdsaftaler om energi, landbrug,
luftfart, rumfart og infrastruktur. Forsyning af russisk gas til Kina gennem
den nye Sila Sibiri gasledning, som åbner i 2019, baner vejen for russisk
energieksport til Østen, mens USA forsøger at blokere vejen mod Vesten til
Europa.
I Mellemøsten i forbindelse med den militære
intervention, der blokerer USA/NATO’s plan om at ødelægge den syriske stat,
bruger Rusland økonomiske instrumenter, der i 2017 fastsætter aftaler med Iran
om bygning af en jernbane og en energimæssig infrastruktur, som omfatter en
rørledning mellem Iran og Indien, hvilket møder stor modstand fra USA.
Washington svarer igen med et træk, som blev aftalt med Israel tidligere:
præsident Trump angriber Iran voldsomt og beskylder ham for at overtræde
”ånden” i Teherans 2015 aftale med gruppe 5 + 1 (USA, England, Frankrig,
Tyskland, Kina og Rusland). Til trods for det faktum, at selve det
Internationale Atomenergiagentur garanterer, at Iran holder sig til aftalen og
ikke forsøger at lave atomvåben, bliver emnet kunstigt genoptaget ved at
indlede en farlig proces med uforudsigelige resultater. Washington angrebet er
ikke kun rettet mod Iran, men også mod Rusland, som på ny bekræfter dets
tilstedeværelse i Mellemøsten.
“Moskva – skriver New
York Times i oktober 2017 – forsøger gennem det store statslige olieselskab
Rosneft at vinde indflydelse på steder, hvor USA har snublet. Den største
satsning er Venezuela. På tre år har Rusland og Rosneft ydet Caracas finansiel
støtte for 10 milliarder dollars for at hjælpe Venezuela med at undgå
misligholdelse af lån. Rusland bruger i stigende grad olie som et redskab,
spreder dets indflydelse i verden og udfordrer USA’s interesser”.
En større og større udfordring for amerikanske
interesser kommer samtidigt fra Kina. Verdens førende eksportør af varer kom
med hensyn til bruttonationalindkomsten ind på anden pladsen i verden efter USA
og noterede sig økonomiske vækstrater højere end USA’s. Det mest ambitiøse
projekt, indledt af Kina i 2013 og delt af Rusland, er den nye Silkevej: en vej
og et jernbanenet mellem Kina og Europa gennem Central- og vestlige Asien og
gennem Rusland, groft set en rute langs den gamle Silkevej. Projektet, som er
påbegyndt, forventes sammen med en landrute at få en sørute over det Indiske
Ocean, Rødehavet og Middelhavet. Til vej- og jernbane infrastrukturerne, som
skal krydse og forbinde over 60 lande, forventes investeringer på over 1.000
milliarder dollars. Projektet, som ikke omfatter militære komponenter, er ikke
kun økonomisk. Hvis det blev realiseret som oprindeligt tænkt, ville det
omforme den geopolitiske opbygning i hele Eurasien og skabe, til fælles fordel,
et nyt netværk af økonomiske og politiske relationer mellem staterne på
kontinentet.
Initiativet til forandring af den globale økonomiske orden
kommer ikke kun fra store lande, så som Kina og Rusland, som ønsker en verden,
som ikke længere er unipolar, men multipolar. Det kommer, i mange former og
grader af bevidsthed, også ud fra store sociale motiver, milliarder af
mennesker, som på hvert kontinent lider under konsekvenserne af den nuværende
globale økonomiske orden. En økonomisk globalisering centreret om stræben efter
højest mulig profit, som, mens den på den ene side fjerner grænser, så kapital
og produktion kan cirkulere frit, på den anden side opsætter andre grænser,
usynlige, men ikke mindre konkrete, udelukker størstedelen af verdens
befolkning fra fortjenesterne ved den økonomiske vækst, skabt gennem
menneskelig og materielle ressourcer rundt omkring i verden. Dette system
skaber en stigende polarisering mellem rige og fattige i verden. Over 85 % af
global rigdom (regnet i penge og ejendom) er koncentreret i hænderne på 8 % af
verdens voksne befolkning. De resterende 92 % ejer kun 14 % af verdens rigdom.
Over 3 og en halv milliarder mennesker, hvilket repræsenterer næsten tre
fjerdedele af den globale voksne befolkning, har totalt mindre en 2,5 % af den
globale rigdom.
Over 2 milliarder mennesker i Afrika, Asien og
Latinamerika, særligt i landlige områder, lever i fattigdom eller i det mindste
i vilkår med alvorlige økonomiske trængsler. Blandt disse, lever omkring en
milliard i ekstrem fattigdom, dvs. under sociale vilkår karakteriseret ved
kronisk fejlernæring, katastrofalt dårlig bolig og hygiejne situation, høj
forekomst af smittefarlige og parasitiske sygdomme, høj dødelighed især blandt
børn, kort gennemsnitlig levealder, analfabetisme, mangel på beslutningsdygtig
kraft, afhængighed, marginalisering, sårbarhed og konstant usikkerhed. Fra
landsbyerne i subsaharisk Afrika til slumkvartererne i Asien og Latinamerika
oplever de fattige det samme drama forårsaget af de samme underliggende
årsager.
Det er den globale økonomiske orden, som USA søger
med alle midler at bevare og kontrollere. Det strategiske mål, som Washington
forfølger, er klart: at fjerne enhver stat eller politisk/social bevægelse, som
kunne skade USA’s fundamentale politiske, økonomiske og militære interesser, og
derved bringe deres overherredømme i fare. I denne strategi støttes de af
europæiske NATO magter og andre, så som Israel og Japan, som trods modstridende
interesser med USA er under amerikansk lederskab, når det kommer til at
forsvare den økonomiske og politiske orden, som er domineret af Vesten. Da de
ikke har den økonomiske styrke til at gøre det, spiller USA og dets allierede i
stigende grad krigskortet.
Foruden de rigtigt benævnte krige fører Washington i
stigende grad “ukonventionelle krige” gennem “dækoperationer”, dvs. sige
hemmelige. Efterretningstjenester udgøres af 17 føderale organisationer.
Foruden CIA (Central Intelligence Agency – den centrale efterretningstjeneste)
er der DIA (Defense Intelligence Agency – forsvarets efterretningstjeneste),
men hver sektor i de væbnede styrker – hær, luft, flåde, marinekorps – har
deres egen efterretningstjeneste. Udenrigsministeriet og Ministeriet for
Indenlandsk Sikkerhed har den. Blandt disse tjenester, som er i skarp
konkurrence med hinanden om at få politisk støtte og føderale finansieringer,
spiller NSA, den nationale sikkerhedstjeneste, som specialiserer sig i telefon-
og IT-aflytning, gennem hvilke de ikke kun udspionerer fjender, men også venner
af USA, som bekræftet af “datagate”, afsløret af den tidligere kontraktansatte
Edward Snowden, en primær rolle.
Felthandlingerne udføres af USSOCOM, specialstyrke
kommandoen, som har titusinder af kommandoer fra de væbnede styrkers fire
sektorer. Som det fremgår af en Washington Post undersøgelse befinder
specialstyrker sig i 75 lande. USSOCOM ansætter private militære selskaber
også. I den amerikanske centrale kommandos område tæller Pentagons kontrahenter
over 150.000. Sammenlagt med dem, der er antaget af andre afdelinger og
allierede hære, er antallet ukendt, men helt sikkert højt. Alle tilhører den
private skyggehær, som slutter sig til den officielle hær.
Til denne lægges den “humanitære hær” oprettet af
alle disse ”ikke-regeringsmæssige organisationer”, som udrustet med enorme
midler bruges af CIA og Udenrigsministeriet til interne destabiliserings
aktioner under dække af ”forsvar af borgerrettigheder”. Med i billedet er
Bilderberg gruppens aktion – som dommer Ferdinando Imposimato betegnede som ”en
af lederne af strategien om spænding og massakrer” i Italien – og ”investoren
og filantropisten George Soros” Open Society’s aktion, skaber af ”Farve
revolutionerne”
USA – som siden 1945 er skyld i 20-30 millioner
døde pga. deres krige og kup (mere end hundreder millioner skyldes de indirekte
virkninger af sådanne handlinger) – er villig til at gøre hvad som helst for at
bevare militær overlegenhed, hvorpå de baserer deres imperium, som smuldrer med
opdukkenen af en multipolar verden. Inden for denne strategis rammer tages
politiske beslutninger først og fremmest i “deep state”, et underjordisk center
med reel magt kontrolleret af økonomiske, finansielle og militære oligarkier.
15. USA/NATO’s planetariske krigssystem
Ifølge Pentagons “geografi” er verden opdelt i
”ansvarsområder”, hvert område betroet en af USA’s Forenede Kombattant
Kommando: Nordkommandoen dækker Nordamerika; Sydkommandoen Central- og
Sydamerika; Europakommandoen, der omfatter Europa og hele Rusland; Afrikakommandoen
det afrikanske kontinent (undtagen Egypten, som falder ind under
Centralkommandoens område); Centralkommandoen Mellemøsten og Centralasien;
Stillehavskommandoen asiatiske region/stillehavsregionen.
Hver forenede kommando består af kommandoerne fra
de forskellige sektorer af USA’s væbnede styrker i det pågældende område. For
eksempel består USA’s Europakommando af: den amerikanske hær i Europa, de
amerikanske luftstyrker i Europa, de amerikanske flådestyrker i Europa, de
amerikanske marinestyrker i Europa og den amerikanske specialoperations
kommando i Europa. Kommandoen for hver styrke er yderligere underopdelt i en
række underkommandoer og enheder. For eksempel har den amerikanske hær i Europa
22 underkommandoer og enheder.
Til de seks geografiske kommandoer tilføjes tre på
globalt plan: den strategiske kommando med ansvar for land-, luft-, og sø-atomstyrkerne,
de militære operationer i rummet og cyberspace, globalt angreb, elektronisk
krigsførelse og missilforsvar; specialoperation kommandoen med en specifik
kommando i hver af de seks områder plus en i Korea med ansvar for
ikke-konventionel krigsførelse, kontra-oprørs operationer, psykologiske
operationer og enhver anden mission beordret af præsidenten eller forsvarsministeren;
transportkommandoen med ansvar for mobiliteten af soldater og våben over land,
i luften og på havet i hele verden.
USA er det eneste land, der har militær
tilstedeværelse på globalt plan på ethvert kontinent og i enhver region i
verden. Pentagon er den direkte ejer af over 4.800 baser og andre militære
installationer, både i USA og uden for USA, herunder 560.000 bygninger og
strukturer (så som jernbaner, olieledninger og landingsbaner i lufthavne).
Ifølge officielle Pentagon data har USA omkring 800 baser og andre militære
installationer i over 70 lande, især omkring Rusland og Kina, samt mange andre
i brug eller klassificerede. Disse baser bruges til en kontinuerlig rotation af
styrkerne, som hurtigt øges med dem, som flyttes fra baserne i USA til bestemte
krigsscener. Der er mere end 170 lande, hvor amerikanske tropper hører til,
inklusiv dem, hvor USA ikke har nogen militærbaser. Til sammenligning har
Rusland kun et dusin udenlandske militærbaser i de tidligere sovjetrepublikker
og i Syrien; Kina har en i Djibouti, hvor dets militære og civile skibe lægger
til.
I kølvandet på USA’s træk har NATO, alliancen under
amerikansk kommando, ikke længere grænser. I Europa – efter at have udvidet til
den tidligere Warszawa pagts område, det tidligere USSR og det tidligere
Jugoslavien – indlemmer den Ukraine. I Centralasien indlemmer NATO Georgien,
som allerede er en del af dens operationer. Det er kandidat til at blive et
fuldgyldigt medlem af Alliancen. NATO fortsætter også med at “uddybe samarbejdet”
med Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan som
modvægt til den eurasiske økonomiske union (som omfatter Rusland, Hviderusland,
Kasakhstan, Armenien og Kirgisistan). Den forbliver også engageret i
Afghanistan – et land af stor geostrategisk vigtighed for Rusland og Kina.
I det vestlige Asien fortsætter NATO militære
operationer mod Syrien og forbereder andre (Iran er stadig på sigtekornet).
Samtidigt styrker den dets partnerskab (testet i krigen mod Libyen) med fire
monarkier i Golfen – Bahrain, Forenede Arabiske Emirater, Kuwait og Qatar – og
det militære samarbejde med Saudi Arabien, som dræber Yemen med klyngebomber
leveret af USA. I det østlige Asien har NATO indgået en strategisk aftale med
Japan, som ”udvider og uddyber det lange partnerskab”, som tilsluttes af en lignende
aftale med Australien, med en anti-kinesisk og anti-russisk funktion. Til det
samme formål deltager de større NATO lande (herunder Italien) hvert andet år i
Stillehavet i det, som den amerikanske flådekommando kalder ”den største
maritime øvelse i verden”.
I Afrika, efter at have ødelagt Libyen, øger NATO den
militære assistance til den afrikanske union, som den også yder
“flådeplanlægning og transport” inden for den strategiske ramme for USA’s
kommando. I Latinamerika har NATO underskrevet en “Sikkerhedsaftale” med
Columbia, som allerede er engageret i Alliancens militære programmer (herunder
etableringen af specialstyrker) og er blevet “NATO’s første partner i
Latinamerika”. NATO har derfor nu dets hænder med i en samfundsnedbrydende plan
mod den Bolivarianske Republik Venezuela.
16. Ud af NATO’s krigssystem
Mens optrapningen af igangværende konflikter øger
risikoen for en stor krig, som med brugen af atomvåben og andre
masseødelæggelsesvåben ville bringe selve menneskehedens og planeten Jordens
eksistens i fare, er det uhyre vigtigt at mangedoble bestræbelserne på at komme
ud af krigssystemet. Dette rejser spørgsmålet om Italiens medlemskab af NATO.
Der er dem, der siger, at man kan blive i NATO
samtidig med, at man beholder sin valgfrihed, hvilket betyder at have
muligheden for at beslutte sig fra gang til gang i det nationale parlament om
deltagelse i et specifikt initiativ fra den atlantiske alliances side eller ej.
Det er en illusion eller det, der er værre. Det Nordatlantiske Råd har fastlagt
NATO reglerne, hvori ”der ikke stemmes, ej heller tages der flertalsbeslutninger”.
”Beslutninger tages enstemmigt og med indbyrdes enighed”, hvilket betyder i
enighed med USA, hvilket de har ret til gennem retten til at bestemme, hvem der
sidder på posten som øverste allierede kommandør i Europa og andre nøgleposter,
inklusiv på posten for Atomplanlægningsgruppen (Nuclear Planning Group).
I det store mediecirkus med politik indleder
tryllekunstnere og akrobater appeller om en verden uden atomvåben, hvilket for
tiden er umuligt, men de gør intet for at nå det, der i dag kunne være muligt:
en afgørende politisk kamp for at befri Italien for atomvåben, som ikke tjener
vores sikkerhed, men udsætter os for øget risiko. At tage et reelt skridt frem
mod total fjernelse af atomvåben er den eneste måde, hvorpå Italien virkelig
kunne bidrage til at mindske optrapningen, som fører til atomkrig.
For at gøre det må vi kæmpe åbent for, at Italien
holder op med at overtræde ikke-spredningstraktaten, som det har ratificeret,
og kræve, at USA straks fjerner dets atomvåben fra vores nationale territorium.
Ved at gøre det ville Italien overholde FN’s traktat om Forbud mod Atomvåben.
Principperne i vores Forfatning og vores reelle
nationale interesser gør det absolut nødvendigt at fjerne ikke kun atomvåben,
men også amerikanske og NATO baser under amerikansk kommando fra vores
nationale territorium. Med andre ord må det Store Tabu, der dominerer den
politiske og institutionelle verden, brydes for tydeligt at markere det mål,
der skal nås: Italiens exit fra NATO og NATO fra Italien for at bidrage til
opløsningen af den Atlantiske Alliance og alle andre militære alliancer. Det
kan synes som et mål, der anses for skørt, af dem, der ser den Atlantiske
Alliance som noget helligt og urørligt, og anses som farlig af dem, der ved, at
de ved at modsætte sig NATO bringer deres politiske karrierer i fare. Det kan
også synes umuligt af dem, der tænker, at et suverænt og neutralt Italien ikke
kan eksistere.
Forhindringerne, der står i vejen for at nå dette mål,
er enorme. Den dominerende magt baserer dens styrke ikke kun på politiske,
økonomiske og militære instrumenter, men også på tankekontrol, som muliggøres
af de vidt udbredte og dominerende medier, som først og fremmest gennem TV
leder os til at tro, at kun det, som kan ses, eksisterer og det, som ikke kan
ses, eksisterer ikke. Tankekontrol gennem det dominerende medieapparat gør det
muligt for politikere på den ene side at berolige den offentlige mening ved at
skjule reelle trusler og på den anden side at opskræmme den ved at lave
hologrammer af farlige fjender synlige, for at retfærdiggøre oprustning af
politikker, militære operationer og krige, og retfærdiggør samtidig en militær
udgift, der i Italien beløber sig til omkring 70 millioner euro pr. dag og som
ifølge dets forpligtelser over for NATO vil stige til omkring 100 millioner
euro pr. dag. Og igen som et resultat af tankekontrol er der det cirkus fra dem,
der har støttet krige, som har ødelagt hele stater (den seneste er Libyen) og
har forårsaget dramatiske masseudvandringer og nu står i forreste række og
byder ofrene for de samme krige velkommen med åbne arme.
Det overvejende flertal ved derfor intet eller næsten
intet om de mekanismer, der bestemmer den tiltagende hurtige optrapning af
krig, som gør scenariet om den tredje (og sidste) verdenskrig endnu mere
sandsynlig: en termonuklear krig. Der tales om det i snævre kredse af
”eksperter”, i ”grå værelser” (med reference til hårfarven, når man ældes),
hvor de unge stort set ikke er repræsenteret. Det handler om at komme ud af
skabet, finde måder og sprog på for at få mennesker til at forstå, at tiden
løber ud, at det er absolut nødvendigt at handle, mens vi har tid. Det, der
skal gøres, ligger i vores hænder, hos hver og én.
Stående over for en truende fare må vi vise, at der
stadig er et Italien, som husker, ikke kun i ord, dets egen Forfatning; et
Italien, for hvem ordet ”suverænitet” ikke blot er et udtryk for politisk
forandring; et Italien, der nægter at være indespærret i en alliance, som under
fremmed kommando skader os og bringer os på kanten af en katastrofe; et
Italien, der er i stand til at komme ud af den anti-historiske vision om et
Vesten, der sidder og balancerer i forsvar for dets overlegenhed; et Italien,
der er i stand til at spille en aktiv rolle i opbygning af en multipolar
verden, hvor folks bestræbelser for frihed og social retfærdighed er baseret på
FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne.
No comments:
Post a Comment
Note: Only a member of this blog may post a comment.