DANSK -- Manlio Dinucci -- « KRIGSKUNST » -- BILDERBERG GRUPPENS LANGE ARM

 

« KRIGSKUNST »

Bilderberg Gruppens lange arm

af Manlio Dinucci

DANSK  DEUTSCH  ENGLISH  ESPAÑOL  FRANÇAIS  ITALIANO NEDERLANDS 
NORSK  PORTUGUÊS  SUOMI TÜRKÇE

I de seneste år er der skrevet mange latterlige historier om Bilderberg Gruppen. Med baggrund i dokumentationerne er det imidlertid muligt at stykke et pålideligt billede sammen. Mange researchere har arbejdet på det. Det er absolut ikke en verdens regering, men et indflydelsesrigt netværk bestående af CIA og MI6, hvis hensigt er at støtte NATO.

VOLTAIRE NETWORK | ROM (ITALIEN) | 4. JUNI 2019

Henry Kissingers og Mike Pompeos ankomst til Montreux Palace

til  Bilderberg Gruppens 67. årlige møde.

Tre italienere var inviteret til dette års møde i Bilderberg Gruppen, som blev holdt i Montreux i Schweiz mellem 30. maj og 2. juni. En anden journalist var inviteret sammen med Lili Gruber, vært på tv-kanalen La7, og nu den permanente vært for Bilderberg Gruppen - det var Stefano Feltri, assistant director for Fatto Quotidiano, ledet af Marco Travaglio. Den "tredje mand" valgt af Bilderberg er Matteo Renzi, senator for Partito Democratico og ex-præsident i Rådet.

Bilderberg Gruppen, oprettet formelt i 1954 på initiativ af visse amerikanske og europæiske "prominente borgere", blev i virkeligheden dannet af CIA og den britiske efterretningstjeneste MI6 for at støtte NATO mod USSR [1]. Efter den Kolde Krig fortsatte den med at spille den samme rolle til støtte for USA's og NATO's strategi.

Gæsterne ved disse årlige møder er næsten udelukkende borgere fra Vesteuropa og Nordamerika. De tæller omkring 130 repræsentanter fra den politiske, økonomiske, militære, større mediers og efterretningstjenesters verden, som formelt set deltager i personlig egenskab. De samles bag lukkede døre på luksuriøse hoteller, hvert år i et nyt land og beskyttes af drakoniske militære sikkerhedssystemer. Ingen journalister eller observatører får adgang og intet kommuniké bliver nogensinde udsendt. Deltagerne aflægger ed på tavshed - de har ikke engang lov til at afsløre talernes identitet, som måske har givet dem informationer (i total modstrid med deres erklærede "gennemsigtighed").  Vi ved kun, at de i år for det meste talte om Rusland og Kina, installationer i rummet, en stabil strategisk orden og kapitalismens fremtid.

De vigtigste tilstedeværende i år var, som sædvanlig, dem fra USA:

Ø  Henry Kissinger, "historisk figur" i Gruppen med bankmand David Rockefeller (grundlægger af Bilderberg og den Trilaterale Kommission, døde i 2017); 

Ø  Mike Pompeo, ex-chef for CIA og nuværende udenrigsminister [2]; 

Ø  general David Petraeus, ex-chef for CIA [3]; 

Ø  Jared Kushner, rådgiver (og svigersøn) for præsident Trump om Mellemøsten og nær ven af den israelske premierminister Benjamin Netanyahu. 

Ø  Endvidere Jens Stoltenberg, NATO's generalsekretær, som fik et andet mandat for tjenester ydet USA.

I fire dage på hemmelige multilaterale og bilaterale møder styrkede og udvidede disse repræsentanter sammen med andre kendte eller ukendte figurer i Vestens førende magter netværket af kontakter, som gør det muligt for dem at influere regeringers politik og den offentlige menings retning.

Resultaterne er synlige. I Il Fatto Quotidiano forsvarer Stefano Feltri voldsomt Bilderberg Gruppen og forklarer, at disse møder afholdes i hemmelighed "for at skabe en ligefrem og åben debat, som specifikt er ikke-institutionel" og angriber de "utallige konspirationsteoretikere", som spreder "myter" om Bilderberg Gruppen og den Trilaterale Kommission [4].

Dog afholder han sig fra at nævne det faktum, at blandt disse "utallige konspirationsteoretikere" stod dommer Ferdinando Imposimato, ærede præsident for den øverste kassationsret (han døde i 2018), som beskrev resultatet af de undersøgelser, han havde indledt, som følger: "Bilderberg Gruppen er delvist ansvarlig for strategien om spændinger og derfor også massakrerne" - begyndende med den på Piazza Fontana, hvor Bilderberg Gruppen arbejdede sammen med CIA og de italienske efterretningstjenester, med Gladio og de neo-fascistiske grupper, med P2 logen og de amerikanske frimurerloger på NATO baser [5].

Selv Matteo Renzi har nu fået adgang til denne prestigefyldte klub. Uden hensyntagen til den mulighed, at de måske har inviteret ham på grund af hans talenter som analytiker, står vi tilbage med den hypotese, at disse magtfulde mænd og kvinder hemmeligt forbereder en eller anden politisk operation i Italien. Feltri vil undskylde, at vi tilslutter os de "utallige konspirationsteoretikere".

Læs: The Bilderberg Group – the « élite » of World Power (Bilderberg Gruppen - verdensmagtens "elite"), af den italienske sociolog og økonom Domenico Moro. Læs også “Presentation au lecteur français” (Præsentation til franske læsere) af Bernard Genet (vært på Comaguer).

Vi har genskabt den officielle liste over deltagerne i 2019-mødet i Bilderberg Gruppen, men med vores egen definition af deres funktioner: « Liste des participants à la reunion 2019 du Groupe de Bilderberg », Voltaire Network, 1. juni 2019.

Forberedelsen af uventede politiske begivenheder er en af Bilderberg Gruppens talenter. Således inviterede Gruppen i 2014 Emmanuel Macron, som erklærede sit brud med Francois Hollande. Eller igen i 2016 borgmesteren i Le Havre, Edouard Philippe, som erklærede sin støtte til Emmanuel Macron. De to mænd blev præsident og premierminister i den franske republik.

Manlio Dinucci

Kilde:
Il Manifesto (Italien)

[1] « Ce que vous ignorez sur le Groupe de Bilderberg » ("Det I ikke ved om Bilderberg Gruppen"), af Thierry Meyssan, Komsomolskaïa Pravda (Rusland), Voltaire Network, 9. april 2011.

Læs venligst nedenunder oversat i dansk.

[2] Figurerer ikke på den officielle liste. Hans tilstedeværelse blev afsløret af  dagbladet L’echo: « Mike Pompeo est à la reunion du groupe Bilderberg » ("Mike Pompeo deltager i Bilderberg Gruppens møde"), Nicolas Keszel, L’echo, 1. juni 2019.

[3] Som chef for CIA udtænkte David Petraeus væbningen af Daesh gennem "Operation Timber Sycamore". Han fortsætter denne trafik i dag som direktør for Global Institute of Investment Funds, KKR, som ledes af Henry Kravis, den vigtige vært for Bilderberg - hans kone er administrator. Han er også hovedfinancier for Emmanuel Macron. « Des milliards de dollars d’armes contre la Syrie » ("Våben for milliarder af dollars mod Syrien"), af Thierry Meyssan, Voltaire Network, 18. juli 2017.

EN -- https://www.voltairenet.org/article197144.html

[4] “Sì, il gruppo Bilderberg mi ha invitato alla sua riunione. Vi spiego perche mi interessa partecipare” ("Ja, Bilderberg Gruppen inviterede mig til mødet. Jeg vil forklare, hvorfor jeg var interesseret i at deltage"), Stefano Feltri, 28. maj 2019; « Stefano Feltri al Bilderberg, per me e un errore e le spiego perche » ("Stefano Feltri på Bilderberg, for mig er det en fejl, og jeg forklarer hvorfor"), Angelo Cannatà, 1. juni 2019 ; « Dentro il Bilderberg : ecco di cosa si discute davvero » ("Inden for Bilderberg: Her er, hvad der virkelig bliver diskuteret"), Stefano Feltri, 4. juni 2019, Il Fatto Quotidiano.

[5] « Terrorisme : le juge Imposimato accuse le Bilderberg » ("Terrorisme: dommer Imposimato beskylder Bilderberg"),Voltaire Network, 30. januar 2013.

EN -- https://www.voltairenet.org/article177340.html

Oversættelse: MV

Det I ikke ved om Bilderberg gruppen

af Thierry Meyssan 

Ideen om, at Bilderberg Gruppen står bag skabelsen af en mystisk fremtidig Verdens Regering er blevet spredt i årevis. Idet Thierry Meyssan har haft adgang til denne meget hemmelige klubs arkiver, viser han, at denne tro leder i en falsk retning, hvilket tjener til at skjule Gruppens sande identitet og funktion. I virkeligheden er Bilderberg Gruppen dannet af NATO. Det har som mål at influere nøgleledere på globalt plan og gennem dem manipulere den offentlige mening for at få den til at favne den nordatlantiske alliances ideer og handlinger.

Voltaire Network | Moskva (Rusland) | 9. maj 2011 

  

Gruppens første møde på Bilderberg hotel (1954)

Hvert år siden 1954 mødes over et hundrede af de mest prominente personligheder fra Vesteuropa og Nordamerika - bag lukkede døre og med størst sikkerhed - i Bilderberg Gruppen. Dette eksklusive seminar varer i tre dage, og næsten intet fra debatterne siver ud til verden udenfor.

Siden Sovjetunionens sammenbrud har talløse journalister vist denne hemmelige, elitære organisation interesse. Visse skribenter har set den som begyndelsen til en Verdens Regering, ansvarlig for de store politiske, kulturelle, økonomiske og militære beslutninger i den anden halvdel af det tyvende århundrede. Denne fortolkning har også været ytret af Fidel Castro, men det er aldrig blevet bekræftet eller afkræftet af nogen solide fakta.

For at finde ud af, hvad Bilderberg Gruppen er eller ikke er, ledte jeg efter dokumenter og førstehånds vidner. Jeg fik adgang til alle dens optegnelser fra perioden 1954-1966 og utallige senere dokumenter, og jeg fik mulighed for at tale med en tidligere deltager, som jeg har kendt i mange år. Ingen anden journalist til dato, inkl. skribenter, som har populariseret stereotyperne af i dag, har haft adgang til denne rigdom af Bilderberg Gruppens interne dokumenter

.

Her er, hvad jeg fandt ud af...

Det første møde

70 personligheder fra 12 forskellige lande deltog i Gruppens første møde. Det var et tredages seminar, fra 29. til 31. maj 1954, i nærheden af Arnhem (Holland). Gæsterne boede på to hoteller i nærheden, men debatterne blev holdt på Bilderberg Hotel, som gav Gruppen dens navn.

Invitationerne med et brevhoved fra Soestdijk Slot er interessant: "Jeg anmoder alvorligt om Deres tilstedeværelse ved den uformelle Internationale Konference, som afholdes i Nederlandene i slutningen af maj. Denne konference ønsker at undersøge en række spørgsmål af stor vigtighed for den vestlige civilisation og hvis hensigt er at fremme gensidig forståelse og goodwill gennem en fri udveksling af meninger." Invitationerne var underskrevet af prinsgemalen af Nederlandene, Bernhard zur Lippe-Biesterfeld, og med dem fulgte adskillige sider med administrative informationer angående transport og overnatning. Først og fremmest lærer vi, at de delegerede kom fra USA og 11 fra Vesteuropa, og at 6 møder à hver 3 timer var programsat.

I betragtning af prins Bernhards nazi fortid (han tjente i SS kavaleriet indtil sin vielse i 1937 med prinsesse Juliana) og i sammenhæng med McCarthyismen i USA, er det klart, at "spørgsmålene af stor vigtighed for den vestlige civilisation" drejede sig om kampen mod kommunisme.

Da de først var ankommet, blev gæsternes forventninger dæmpet af de to mødeledere: den amerikanske forretningsmand John S. Coleman og den afgående belgiske udenrigsminister Paul van Zeeland. Den første var en aktiv forkæmper for frihandel og den anden en tilhænger af EDC (European Defense Community - europæisk forsvarsfællesskab) [1]. Sidst, men ikke mindst, ved den fjerneste ende af bordet (se foto) sad Joseph Retinger, den intellektuelle indflydelse bag briterne. Alt dette antyder, at de hollandske og britiske monarkier sponsorerede dette møde for at støtte det europæiske forsvarsfællesskab og den økonomiske model om fri markedskapitalisme mod den anti-Amerikanisme, som kommunisterne og Gaullisterne promoverede.

Men skinnet bedrager. Målet var ikke at føre en kampagne for EDC, men at mobilisere eliten til den Kolde Krig.

Hans Kongelige Højhed, Prins Bernhard, blev valgt til at indkalde til denne konference, fordi hans status som prinsgemal ville give den en statslig karakter uden at være formel. Faktisk blev han brugt for at skjule den reelle sponsor: en organisation regeringer imellem, som har til hensigt at manipulere regeringerne i nogle af dens medlemsstater.

John S. Coleman var endnu ikke formand for det amerikanske handelskammer, men han havde allerede oprettet "Citizen's Committee for a National Trade Policy" ("Borgeres komité for en national handelspolitik") - CCNTP. Ifølge ham ville absolut frihandel, dvs. afskaffelse af al told, gøre det muligt for lande allieret med USA at øge deres velstand og finansiere det europæiske forsvarsfællesskab (med andre ord at genbevæbne Tyskland og integrere dets potentielle militærmagt i NATO).

Dokumenterne i vores besiddelse viser imidlertid, at CCNTP var en "Borgeres" komité kun af navn. Den er faktisk et initiativ fra Charles D. Jackson, den psykologiske krigsrådgiver i det Hvide Hus. Operationen blev i virkeligheden kontrolleret af William J. Donovan, tidligere kommandør for OSS (den amerikanske efterretningstjeneste under krigen), nu leder af opbygning af den amerikanske gren af NATO's hemmelige efterretningstjeneste, Gladio [2].

Paul van Zeeland var ikke kun promotor for det europæiske forsvarsfællesskab, men også politiker med stor erfaring. Ved Befrielsen var han formand for Independent League for European Cooperation (ILAE) (Uafhængig Sammenslutning for Europæisk Samarbejde), hvis mål var at skabe en told- og monetær union. Denne organisation blev oprettet af tidligere nævnte Joseph Retinger.

Joseph Retinger

Netop Retinger, som fungerede som sekretær ved Bilderberg konferencen, tjente under krigen i den engelske efterretningstjeneste (OES) under general Colin Gubbins. En polsk eventyrer, Retinger opdagede, at han var rådgiver for Sikorski regeringen i eksil i Storbritannien. I London livede han den lille verden af regeringer i eksil op og samlede sig en af de bedste adressebøger i det nyligt befriede Europa.

Hans ven, Sir Gubbins, forlod officielt efterretningstjenesten og SOE blev nedlagt. Retinger havde en lille tekstilforretning, som tjente som "dække". Faktisk var han sammen med sin kollega Donovan ansvarlig for etableringen af den engelske gren af Gladio. Han deltog i alle de forberedende møder til Bilderberg konferencen og var til stede blandt gæsterne siddende ved siden af Charles D. Jackson.

Ukendt for deltagerne var NATO's efterretningstjenester reelt den organiserende kraft bag kulisserne. Bernhard, Coleman og Van Zeeland blev brugt som frontfigurer.

I modsætning til ideen udviklet af de kreative journalister, som forestillede sig, at Bilderberg Gruppen skabte en hemmelig Verdens Regering, er denne klub med indflydelsesrige ledere i virkeligheden et lobby redskab til fremme af NATO's interesser. Den er reelt langt mere alvorlig og farlig, fordi det er NATO, som sigter mod at være den hemmelige Verdens Regering - garant for international status quo og at fastholde amerikansk indflydelse.

Ydermere blev sikkerheden ved hvert efterfølgende møde ikke ydet af værtslandets politi, men af NATO alliancens soldater.

Blandt de ti talere var der to tidligere premierministre (Guy Mollet, Frankrig, Alcide de Gasperi, Italien), tre embedsmænd for Marshall Planen, Kold Krigs høgen (Paul H. Nitze) og frem for alt en ekstremt magtfuld bankmand (David Rockefeller).

Ifølge de forberedende dokumenter udgjorde omkring 20 personer inderkredsen. De kendte mere eller mindre i detaljer dem, som trak i trådene og på forhånd tilrettelagde deres arbejde. De mindste detaljer var forberedt på forhånd og intet var overladt til tilfældighederne. På den anden side vidste de andre halvtreds deltagere intet om, hvad der skete bag kulisserne. De blev valgt for at influere deres respektive regeringer og den offentlige mening i deres lande. Seminaret var organiseret for at overbevise disse ledere og anspore dem til at udbrede NATO Alliancens synspunkter i deres respektive lande.

Debatterne handlede ikke om de større internationale problemer, men analyserede snarere Sovjetunionens formodede ideologiske strategi og planlagde, hvordan den skulle imødegås af den "frie verden".

De første udsagn vurderede den kommunistiske trussel. De "bevidste kommunister" er personer, som havde til hensigt at stille deres hjemland i Sovjetternes tjeneste for at indføre en kollektivistisk verden. De må bekæmpes. Men det var en vanskelig udfordring, fordi disse "bevidste kommunister" i Europa var omgivet af en masse kommunistiske vælgere, som intet kendte til deres djævelske planer og fulgte dem i håb om forbedrede sociale vilkår.

Gradvist blev retorikken mere radikal. Den "frie verden" må bekæmpe den "kommunistiske konspiration i verden", ikke kun generelt, men også ved at reagere på specifikke spørgsmål angående amerikanske investeringer i Europa eller om afkolonisering. 

Endelig behandlede talerne hovedproblemet, som Sovjetterne ifølge dem udnyttede til deres fordel. Af kulturelle og historiske grunde brugte de politiske ledere i den "frie verden" forskellige argumenter i USA og i Europa, argumenter, som indimellem modsagde hinanden. De mest emblematiske tilfælde er udrensningerne organiseret af senator McCarthy i USA. De var vigtige for at redde demokratiet, men metoden blev i Europa opfattet som en form for totalitarisme. 

Det endelige budskab var, at ingen diplomatisk forhandling, intet kompromis var muligt i forhold til de "Røde". Kommunisternes rolle i Vesteuropa måtte forhindres for enhver pris, men det ville kræve snedighed: da de ikke bare kan arresteres og skydes. De måtte neutraliseres diskret, uden at deres vælgere fandt ud af, hvad der skete. Kort sagt den ideologi, som udvikledes, var NATO's og Gladios. Ingen sagde, at der skulle fuskes med valg eller at moderate skulle myrdes, men alle deltagere enedes om at redde den "frie verden", at frihed skulle sættes "i parantes".

Selvom det foreslåede europæiske forsvarsfællesskab (EDC) blev nedstemt tre måneder senere i det franske parlament under angreb fra de kommunistiske parlamentsmedlemmer og de "nationale ekstremister" (med andre ord de Gaulles tilhængere), blev Kongressen ikke desto mindre anset for en succes. Selvom det så sådan ud, var der ingen hensigt om at støtte oprettelsen af EDC eller nogen anden specifik politik. Det reelle mål var at sprede den herskende elites ideologi ved at influere meningsdannerne, som til gengæld ville influere resten af samfundet. Objektivt set var vesteuropæerne mindre opmærksomme på de friheder, som de blev nægtet og mere og mere opmærksomme på de friheder, som østeuropæerne ikke kunne nyde.

Bilderberg Gruppen bliver en organisation

En ny konference blev holdt i Barbizon, Frankrig, fra 18. til 20. marts 1955.

Den ide, at konferencerne skulle afholdes årligt og at det krævede et permanent sekretariat, blev mere og mere tydeligt. Prins Bernhard blev mindre synlig, efter han blev taget i bestikkelse (Lockheed Martin skandalen). Han blev afløst af den tidligere britiske premierminister Alec Douglas Home (1977-80). De følgende præsidentskaber blev beklædt af den tidligere tyske kansler og præsident Walter Scheel (1981-1985), tidligere direktør for Bank of England Eric Roll (1986-89), tidligere NATO generalsekretær Peter Carrington (1990-98) og endelig tidligere vicepræsident for Europakommissionen Etienne Davignon (siden 1999).

I mange år blev lederen af Bilderberg Gruppen assisteret af to generalsekretærer, en for Europa og Canada (vasalstaterne) og en for USA (herskeren), der har imidlertid kun været en generalsekretær siden 1999.

Fra det ene år til det næste har debatterne været ganske overflødige. Det er grunden til, at gæsterne jævnligt udskiftes. Men der er altid en kernegruppe, der forbereder konferencen på forhånd og de nytilkomne, som lærer atlantiker retorikken på mode.

For tiden (2011) samler det årlige seminar over 120 deltagere, inklusiv en tredjedel af den permanente kernegruppes medlemmer. De blev udvalgt af Alliancen baseret på deres sociale netværk og deres kapacitet til at influere resten af samfundet, uden hensyn til deres særlige funktioner i samfundet. Således vedbliver de at være medlemmer af kernegruppen, selv når de skifter job.

Her er den præcise liste over kernegruppen, inklusiv medlemmer af bestyrelsen, som tjener som frontfigurer for gæsterne, og de mindre synlige medlemmer, for ikke at skræmme de nytilkomne væk.

Etienne Davignon, generalsekretær i Bilderberg Gruppen

Bestyrelsen

Josef Ackermann Schweizisk bankmand, direktør for Deutsche Bank, vicedirektør for Verdens Økonomiske Forum i Davos.

Roger C. Altman Amerikansk bankmand, tidligere kampagnerådgiver for John Kerry og Hillary Clinton, direktør i Investment Bank Evercore Partners Inc.

Francisco Pinto Balsemão Tidligere socialistisk premierminister i Portugal (1981-83), direktør og grundlægger af det største selskab inden for portugisisk tv SIC. (T)

Fran Bernabè Italiensk bankmand, nuværende direktør for Telecom Italia. (T)

Henri de Castries CEO i det franske forsikringsselskab AXA.

Juan Luis Cebrián Direktør for det spanske medie- og fjernsynsselskab Prisa.

W. Edmund Clark Canadisk bankmand, CEO i Toronto-Dominion Bank Financial Group.

Kenneth Clarke Tidligere vicedirektør i British American Tobacco (1998-2007), britisk justitsminister, vicedirektør i European Movement UK.

George A. David CEO i Coca-Cola.

Étienne Davignon Belgisk forretningsmand, tidligere vicepræsident i Europakommissionen (1981-85), nuværende vicedirektør i Suez Tractebel.

Anders Eldrup CEO i det danske gas- og olieselskab DONG Energy.

Thomas Enders Direktør for Airbus.

Victor Halberstadt Økonomiprofessor ved det hollandske universitet i Leiden, forretningskonsulent for forskellige selskaber som Goldman Sachs og Daimler-Chrysler.

James A. Johnson Amerikansk financier, han var en stor bidragyder til det demokratiske parti og en arkitekt til udnævnelsen af Barack Obama. Han er vicedirektør i investeringsbanken Perseus.

John Kerr of Kinlochard Tidligere britisk ambassadør i Washington, vicedirektør i olieselskabet Royal Dutch Shell. (T)

Klaus Kleinfeld Tysk CEO i den amerikanske aluminium gigant, Alcoa.

Mustafa V. Koç CEO i Koç Holding, det største tyrkiske selskab.

Marie-Josée Drouin-Kravis Økonomisk kolumnist på tryk og på tv i Canada. Forsker ved det meget militaristiske Hudson Institute. Hun er Henry Kravis' tredje kone.

Jessica T. Mathews Tidligere direktør for globale anliggender i det nationale sikkerhedsråd i USA. Nuværende direktør for Carnegie Foundation.

Thierry de Montbrial Økonom, stiftende direktør for French Institute for International Relations (IFRI) og World Policy Conference.

Mario Monti Italiensk økonom, tidligere europakommissær for beskyttelse af frihandel (1999-2005), medstifter af Spinelli Group for European Federalism.

Egil Myklebust Tidligere chef for Norwegian ansatte, direktør for Scandinavian Airlines System (SAS).

Matthias Nass Assistant director på den tyske avis Die Zeit.

Jorma Ollila Finsk forretningsmand, tidligere CEO i Nokia, nuværende direktør hos Royal Dutch Shell.

Richard N. Perle Tidligere formand i Defense Policy Board Advisory Committee i Pentagon, han er en nøgleleder for Straussianere (disciple af Leo Strauss) og som sådan en vigtig neo-konservatisme figur.

Heather Reisman Canadisk forretningskvinde, CEO i Publishing Group Indigo-Chapters.

Rudolf Scholten Tidligere østrigsk finansminister, direktør i Central Bank.

Peter D. Sutherland Tidligere irsk EU-konkurrencekommissær, dengang generaldirektør for World Trade Organization. Tidligere direktør for British Petroleum, nuværende formand i Goldman Sachs International, tidligere præsident for den europæiske afdeling af den Trilaterale Kommission, og vicepræsident for European Round Table of Industrialists, nu æret præsident for European Movement - Irland.

J. Martin Taylor Tidligere MP, CEO i den kemiske og landbrugsindustrielle gigant Syngenta.

Peter A. Thiel Amerikansk forretningsmand, CEO i PayPal, direktør for Clarium Capital Management og Facebook aktionær.

Daniel L. Vasella CEO i den schweiziske farmaceutiske gruppe Novartis.

Jacob Wallenberg Svensk bankmand, han er direktør i mange transnationale selskaber.

Henry Kissinger er den hovedansvarlige for invitationer til Bilderberg Gruppen.

Medlemmer af den skjulte kernegruppe

Carl Bildt Tidligere liberal statsminister i Sverige (1991-94), tidligere special udsending for EU og FN på Balkan (1995-97, 1999-2001), nuværende udenrigsminister i Sverige. (T)

Oscar Bronner CEO på det østrigske dagblad Der Standard.

Timothy C. Collins Amerikansk investor, direktør i investeringsfonden Ripplewood. (T)

John Elkann CEO i den italiensk koncern Fiat Auto (hans bedstefar Gianni Agnelli var i fyrre år en af lederne i Bilderberg Gruppen. Han arvede familieformuen efter hans bedstefar Giovannis naturlige død og hans onkel Edoardos for tidlige død. Kilder i politiet er imidlertid overbevist om, at Edoardo blev myrdet efter at have konverteret til Shia Islam, så familieformuen ville blive inden for den jødiske gren af familien).

Martin S. Feldstein Tidligere økonomisk rådgiver for Ronald Reagan (1982-84), og nuværende økonomisk rådgiver for Barack Obama. Han var med i George W. Bush’s Foreign Intelligence Advisory Board. Han underviser på Harvard. (T)

Henry A. Kissinger Tidligere national sikkerhedsrådgiver og amerikansk udenrigsminister, central figur i det amerikanske militære-industrielle kompleks, nuværende direktør i det rådgivende firma Kissinger Associates.

Henry R. Kravis Amerikansk financier, leder i investeringsfonden KKR. Han er en stor fundraiser for det republikanske parti.

Neelie Kroes Tidligere liberal transportminister i Holland, EU- konkurrencekommissær, og nuværende kommissær for det digitale samfund.

Bernardino Léon Gross Spansk diplomat, generalsekretær for Jose Luis Zapateros socialistiske regerings præsidentembede.

Frank McKenna Tidligere medlem af Supervisory Commission Canadian Security Intelligence Service, Canadas ambassadør i Washington (2005-06), vicedirektør i Toronto-Dominion Bank.

Queen Beatrix of the Netherlands Hun er datter af Prins Bernhard.

George Osborne Britisk finansminister. Denne neo-konservative ses som en euroskeptiker, dvs. at han er imod Storbritanniens deltagelse i den europæiske union, men han er tilhænger af organisationen inden for unionen på kontinentet.

Robert S. Prichard Canadisk økonom, direktør i trykkeri og audiovisuel Torstar.

David Rockefeller Patriarken i en lang række af bankmænd. Han er det ældste medlem i kernegruppen af Bilderbergere. Han er også formand i den Trilaterale Kommission, en lignende organisation, der inddrager asiatiske deltagere.

James D. Wolfensohn Australsk bankmand, som opnåede amerikansk statsborgerskab for at blive direktør i Verdensbanken (1995-2005), nu direktør i rådgivningsfirmaet Wolfensohn & Co.

Robert B. Zoellick Amerikansk diplomat, tidligere amerikansk handelsrepræsentant (2001-05), nuværende direktør i Verdensbanken.

David Rockefeller, konsulent for Bilderberg Gruppen 

Bilderbergerne repræsenterer ikke nødvendigvis de selskaber eller institutioner, som de arbejder for. Det er imidlertid interessant at se det brede spektrum i deres politiske og økonomiske indflydelse.

Lobbyen for den mest magtfulde militære organisation i verden

I de senere år er antallet af emner diskuteret ved de årlige konferencer steget for at kunne følge trit med verdensbegivenheder. Men diskussionsemnerne er i virkeligheden ikke vigtige, fordi diskussionerne ikke har noget præcist mål i sig selv. Konferencen er blot et påskud til at formidle andre budskaber. Desværre har vi ikke adgang til de nyeste forberedende dokumenter og vi kan kun spekulere over de direktiver, som NATO vil forsøge at sprede gennem disse meningsdannere.

Bilderberg Gruppens omdømme har ledt nogle skribenter til at tro, at Gruppen udnævner folk til vigtige stillinger. Det er latterligt og det skjuler dem, der virkelig trækker i trådene bag kulisserne inden for den Atlantiske Alliance.

For eksempel under det sidste amerikanske præsidentvalg blev det rapporteret, at Barack Obama og Hillary Clinton forsvandt 6. juni 2008 for at forhandle om at gøre en ende på deres rivaliseren. I virkeligheden deltog de i Bilderberg Gruppens årlige konference i Chantilly, Virginia (USA). Den følgende dag bekendtgjorde Fr. Clinton, at hun trak sig fra kapløbet. Nogle skribenter konkluderede, at beslutningen blev taget under Bilderberg mødet. Det logiske er forkert, idet beslutningen allerede var taget på forhånd tre dage forinden, i betragtning af antallet af stemmer for senator Obama ved det demokratiske partis nomineringskomité.

Ifølge vores kilder skete der noget andet. Barack Obama og Hillary Clinton indgik en finansiel og politisk aftale. Senator Obama reddede sin rival økonomisk og tilbød hende en stilling i sin administration (Clinton afslog vicepræsidentembedet og valgte i stedet udenrigsministeriet) i bytte for hendes aktive støtte under kampagnen mod McCain. Så blev de to ledere præsenteret af James A. Johnson på Bilderberg Konferencen, hvor de forsikrede deltagerne, at de ville arbejde sammen. Barack Obama havde allerede været NATO's kandidat i lang tid. Hr. Obama og hans familie har altid arbejdet for CIA og Pentagon [3]. Ydermere blev startkapitalen til hans kampagne ydet af det engelske kongehus via en forretningsmand ved navn Nadhmi Auchi. Ved at præsentere den sorte senator for Bilderbergerne organiserede de rent faktisk public relations på internationalt plan for den fremtidige amerikanske præsident.

Tilsvarende blev det rapporteret, at Bilderberg Gruppen afholdt en improviseret middag uden for Konferencen 14. november 2009 på Chateau de Val Duchesse, som ejes af den belgiske konge. Den tidligere belgiske premierminister Herman van Rompuy leverede en tale. Fem dage senere blev han valgt til præsident for Europarådet. Endnu engang konkluderede nogle skribenter fejlagtigt, at Bilderberg Gruppen havde været "kongemageren".

I virkeligheden kunne præsidenten for Europarådet ikke vælges uden for NATO kredsen, og det bør huskes, at EU selv var resultatet af flere hemmelige bestemmelser i Marshall Planen. Desuden må dette valg tilsluttes af medlemsstaterne. Denne type af beslutninger kræver langvarige forhandlinger og tages tydeligvis ikke under en uformel middag med venner. 

Og ifølge vores kilde sammenkaldte præsidenten for Bilderberg Gruppen, Etienne Davignon, denne særlige middag for at introducere van Rompuy for hans indflydelsesrige hold. Disse kontakter var så meget mere vigtige, idet den første person, der skulle besætte den nye stilling som præsident for Europarådet, var fuldstændig ukendt uden for sit eget land. Under middagen skitserede Hr. van Rompuy sit program for indførelse af en europæisk skat til direkte finansiering af Unionens institutioner uden at høre medlemsstaterne. Bilderbergernes rolle var at bekendtgøre vidt og bredt, at de kender Herman van Rompuy og at bekræfte hans kvalifikationer som formand for Unionen.

Bilderberg Gruppens virkelighed er mindre romantisk end nogle skribenter har forestillet sig. Den utrolige opstilling af soldater for at sikre sikkerheden under møderne har ikke så meget at gøre med beskyttelse som for at gøre indtryk på deltagerne. Det viser ikke deres magt, men viser i stedet, at den eneste reelle magt i Vesten er NATO. Alle har "valget" til enten at støtte NATO og blive støttet af den ... eller bekæmpe den og blive ubarmhjertigt knust af den.

Desuden, selvom Bilderberg Gruppen udviklede en anti-kommunistisk retorik, da den blev oprettet, var den ikke rettet mod USSR og er i dag ikke rettet mod Rusland. Den følger Alliancens strategi, som ikke er en pagt imod Moskva, men snarere forsvaret - og muligvis udvidelsen - af Washingtons indflydelsessfære. Ved dets oprettelse havde NATO håbet på at integrere Sovjetunionen, hvilket ville have indebåret en forpligtelse fra Moskva om ikke at udfordre delingen af verden, som stammede fra konferencerne i Potsdam og Yalta. For nylig mødtes Alliancen med præsident Dmitry Medvedev ved Lissabon topmødet og foreslog, at Rusland slutter sig til gruppen. Det var ikke hensigten, at det skulle være en form for underordning, men anerkendelse af den eksisterende Nye Verdensorden, hvor hele Central- og Østeuropa nu kommer ind under den amerikanske sfære. Russisk medlemskab ville blive en slags fredstraktat: Moskva ville indrømme nederlag i den Kolde Krig og anerkende den nye deling af verden.

I dette tilfælde ville Bilderberg Gruppen invitere russiske personligheder til dens årlige møder. Bilderberg ville ikke bede disse personligheder om at influere den offentlige mening i Rusland for at amerikanisere dem, men for at overbevise dem til at give afkald på deres drømme om fordums storhed og ære.

Thierry Meyssan 

Kilde: 

Komsomolskaïa Pravda (Russia) 

      

 [1] EDC er et projekt, der sigter mod at skabe en europæisk hær inden for NATO. Det blev nedstemt af Parlamentet i 1954 på opfordring fra de franske Gaullister og Kommunistpartiet. Det var ikke før 2010-11, at dette projekt begyndte at tage form under det fransk-britiske partnerskab i NATO og under krigen mod Libyen.

[2] "NATO’s secret armies", ("NATO's hemmelige hære") af Daniele Ganser. 

[3] "The Story of Obama: All in the Company" (Del I og II), af Wayne Madsen, Voltaire Network, 20. august 2010.

Thierry Meyssan: 

00 Politisk konsulent, stiftende direktør for Réseau Voltaire (Voltaire Network). Seneste værk på engelsk – Before Our Very Eyes, Fake Wars and Big Lies: From 9/11 to Donald Trump, (For øjnene af os, falske krige og store løgne: Fra 9/11 til Donald Trump) Progressive Press, 2019. 

Voltaire Network

Voltaire, international edition 

Oversættelse: MV